Når man får tvillinger og har barn/børn i forvejen, er der noget logik, som hører op. Det har noget at gøre med, at antallet af forældreog børn ikke længere matcher 1:1.
I vores familie er det 2+3 logikken, der hersker - og selvom man både snakker om "øjne i nakken" og "et øje på hver finger", så er det jo bare tom snak, som ikke virker i praksis! Jeg kan IKKE holde øje med alt og alle. Og der skal kun et splitsekund til, før en eller anden smutter ud af en glemt, åbnet dør!
Og den der 2+3 familieopbygning er lidt trættende i længden. Der mangler ligesom altid lige en til at tørre næse, skifte ble, give sko på, holde i hånd, skubbe på gyngen, trøste, kilde, løbe efter de små på vejen ...ja, jeg kunne blive ved. For det er mere end et fuldtidsjob at have tre mindre børn, hvor man samtidig skal leve med, at hverken hjerne eller krop får ro, før natten kalder (ja, lucky night har fået en helt ny betydning :).
Derfor er de små pauser i løbet af dagen så vigtige. Hvor vi giver hinanden fem minutter eller en halv time til lige at lade op. Uden at møde modstand fra den anden. Men når begge parter er drøntrætte og, der ikke er mere af give af - ja, så er der heller ikke altid overskud til at lade den anden få fred.
Derfor gjorde vi begge flere krumspring tidligere for blot at mærke et øjebliks fred. Man kunne f.eks. spille død i sofaen (uuuuhh, jeg kan ikke høre nogen, der græder, for jeg SOVER). Eller man kunne snige Mac´en med sig på det lille hus (jeg har læst mange mails siddende på tønden, sorry :) Man kunne også smide trumfkortet; "JEG (i modsætning til DIG, vel at mærke) har faktisk været vågen hele natten - mindst 17 gange" (MEGET vigtigt at kunne nævne et antal!).
Så nu øver vi os virkelig i at give hinanden pauser. UDEN at surmule. Men i stedet sende den anden afsted med et SMIL :)
Man kan nemlig let få følelsen af, at det er en konkurrence om, hvem der har det hårdest. Man det handler nok mere om, at vi begge har brug for lidt anerkendelse af den (ekstra) indsats, vi gør HELE tiden - også selvom ingen af os har overskuddet til det. Og så er det rimelig frustrerende at opdage, at den anden part i forholdet - den, som skal dække en ind, når energien slipper op - ja, han er faktisk mindst lige så træt som en selv.
Så til alle dem, der står midt i suppedasen - ANERKEND, at I begge har brug for de små pauser for at klare de hårde perioder. Men hjælp hinanden i stedet for at bekæmpe hinanden. Det bedste udgangspunkt er en fælles aftale om, hvordan I kan aflaste hinanden. Jeg skal blankt erkende, at det ikke altid er let at sende hinanden afsted med et smil. Men vi forsøger.
tirsdag den 31. juli 2012
mandag den 30. juli 2012
Det bedste ved sommer er ...
Og allermest elsker jeg tanken om, at jeg nede i mine sko har brune tæer.
Sommer gør altså noget godt ved mennesker. Mér af det, tak!
søndag den 29. juli 2012
Er ferien (ikke) snart slut?
Jeg er ikke stolt af at indrømme det. Men jeg havde faktisk frygtet ferien. Tre hele uger sammen med mand og børn. Synes allerede vores hverdag var en udfordring. Så hvordan kunne det nogensinde blive en god oplevelse at være sammen alle fem full time?
Helt ærligt; har du aldrig tænkt det samme? Og gør det mig til en dårlig mor og kone, fordi jeg har? Det er IKKE fordi, jeg IKKE elsker min familie. Tro mig! Det er faktisk fordi, jeg gør. Altså elsker dem.
Jeg tror, frygten hang sammen med, at vores hverdag var kørt ud af en rigtig kedelig vej. Eftermiddage fyldt med skrig, skrål og krævende børn. Råben og drilleri under middagen, hvor maden blev smidt ud til højre OG venstre. Med vilje! Der var efterhånden ikke snerten af (familie-)hygge over vores måltider, weekender eller morgener sammen.
Den sidste dag før ferien, gik min mand og jeg derfor sammen om en mission. At ændre det billede, jeg netop har beskrevet. I anerkendelsen af, at vores børn spejler sig i os. Og vi var trætte, stressede og uden overskud. Vi måtte erkende, at der skulle åbenbart råbes meget højt for, at vores børn følte de trængte igennem til os. Planen var; vær tydelig. Og den gode nyhed er, at den ser ud til at virke!
I stedet for "nej", så sig hvordan du vil have det f.eks. "koppen skal stå på bordet" (tidligere: "neeeeej, smid ikke koppen på gulvet, Bertram!"). Dernæst; ignorer alle indfald, hvis formål udelukkende er (dårlig) opmærksomhed. Som når de gejler hinanden op ved bordet. Eller skriger i stedet for at spise.
Sidst men ikke mindst; planen skulle gennemføres med vores ældste datter som vores allierede. Hun er 7 1/2 år, fornuftig pige, men stadig et barn, som naturligt hopper med på alle sjove indfald, der driver mor og far til vanvid. Og sætter gerne gang i festen med lillebror og lillesøster under middagen. For det er jo så keeeedeligt at spise.
Så vi sagde: "Lærke, mor og far har besluttet, at vi gerne vil have en hyggelig og rolig stemning ved bordet, når vi spiser. Og vi har brug for DIN hjælp." Den tog hun til sig! Hun skal stadig holdes til ilden, men der er ingen tvivl om, at det hjælper at have hende med på holdet. De to små afkoder jo også storesøster og aflurer hurtigt de beskidte tricks.
Så nu frygter jeg ikke ferien længere. Faktisk er den helt ok, når jeg nu står her midt i den. Og sjov. Og nogen gang også hyggelig! Det er sgu nogle ret søde unger, jeg har. Og jeg nyder at være sammen med dem. Også selvom jeg stadig føler mig så MEGA træt. Ferie er ikke rigtig til opladning længere ...
Hvad ser dine børn, når de spejler sig i dig?
PS Glemte lige en vigtig del af den nye strategi: at ændre energien ved middagsbordet. Ved at sikre, at alle børn sidder ved siden af hinanden eller overfor hinanden under maden. ALDRIG skråt overfor hinanden, det giver langt mere uro. Prøv selv - det virker!
Helt ærligt; har du aldrig tænkt det samme? Og gør det mig til en dårlig mor og kone, fordi jeg har? Det er IKKE fordi, jeg IKKE elsker min familie. Tro mig! Det er faktisk fordi, jeg gør. Altså elsker dem.
Jeg tror, frygten hang sammen med, at vores hverdag var kørt ud af en rigtig kedelig vej. Eftermiddage fyldt med skrig, skrål og krævende børn. Råben og drilleri under middagen, hvor maden blev smidt ud til højre OG venstre. Med vilje! Der var efterhånden ikke snerten af (familie-)hygge over vores måltider, weekender eller morgener sammen.
Den sidste dag før ferien, gik min mand og jeg derfor sammen om en mission. At ændre det billede, jeg netop har beskrevet. I anerkendelsen af, at vores børn spejler sig i os. Og vi var trætte, stressede og uden overskud. Vi måtte erkende, at der skulle åbenbart råbes meget højt for, at vores børn følte de trængte igennem til os. Planen var; vær tydelig. Og den gode nyhed er, at den ser ud til at virke!
I stedet for "nej", så sig hvordan du vil have det f.eks. "koppen skal stå på bordet" (tidligere: "neeeeej, smid ikke koppen på gulvet, Bertram!"). Dernæst; ignorer alle indfald, hvis formål udelukkende er (dårlig) opmærksomhed. Som når de gejler hinanden op ved bordet. Eller skriger i stedet for at spise.
Sidst men ikke mindst; planen skulle gennemføres med vores ældste datter som vores allierede. Hun er 7 1/2 år, fornuftig pige, men stadig et barn, som naturligt hopper med på alle sjove indfald, der driver mor og far til vanvid. Og sætter gerne gang i festen med lillebror og lillesøster under middagen. For det er jo så keeeedeligt at spise.
Så vi sagde: "Lærke, mor og far har besluttet, at vi gerne vil have en hyggelig og rolig stemning ved bordet, når vi spiser. Og vi har brug for DIN hjælp." Den tog hun til sig! Hun skal stadig holdes til ilden, men der er ingen tvivl om, at det hjælper at have hende med på holdet. De to små afkoder jo også storesøster og aflurer hurtigt de beskidte tricks.
Så nu frygter jeg ikke ferien længere. Faktisk er den helt ok, når jeg nu står her midt i den. Og sjov. Og nogen gang også hyggelig! Det er sgu nogle ret søde unger, jeg har. Og jeg nyder at være sammen med dem. Også selvom jeg stadig føler mig så MEGA træt. Ferie er ikke rigtig til opladning længere ...
Hvad ser dine børn, når de spejler sig i dig?
PS Glemte lige en vigtig del af den nye strategi: at ændre energien ved middagsbordet. Ved at sikre, at alle børn sidder ved siden af hinanden eller overfor hinanden under maden. ALDRIG skråt overfor hinanden, det giver langt mere uro. Prøv selv - det virker!
mandag den 23. juli 2012
Det gode liv - for mig og min familie!
Vi har netop været en uge i et ET-PLANS sommerhus. Med grønne omgivelser og STOR træterrasse, som snoede sig om huset. Og som alle børn synes var helt fantastisk at løbe rundt og lege på. Sammen! Selv, når solen IKKE skinnede. Og så var den også god at drikke kold hvidvin på.
Sådan en tur i nye rammer får mig til at tænke over, hvordan vores liv er - og skal være. Og livet med tvillinger er med til, at der er tanker, som skal tænkes tidligere, end vi havde regnet med.
Når man sådan har fået lidt luft under vingerne, og tankerne får lov til at flyve, er det som om alt i vores familieliv er i spil. Vi står overfor en masse valg. Eller; vi kan vælge at blive der, hvor vi er. Eller vi kan rykke (og udvikle) os. Kender I det?
Så herhjemme snakker vi løbende om: Job (hvor skal jeg arbejde - og med hvad? Har jeg valgt karriere for resten af mit liv? Eller er det tid til at lære noget nyt?). Hus (hvor skal jeg bo og hvor dyrt? Hvor meget græs gider jeg slå? Land eller by? Nyt eller gammelt?). Hvilke værdier skal jeg lære mine børn (skal jeg købe den dersens cykeltrailer og dyrke den sportslige livsstil? Bo, så vi kan spise lokalt fra små gårdbutikker? Egen ko og egen gris? Eller tæt på byens puls?). Valg af bil (need I say more?).
Nogengange er jeg også bange for, at livet går op i praktik. Så vi glemmer at være tilstede i nuet. Men jeg er efterhånden også ved at forstå, at alle de (praktiske) valg, vi træffer, danner rammen for det liv, vi vælger at leve.
Nå, tilbage til sommerhuset (i ET plan - fik jeg sagt det?). Jeg kan bare mærke, at vi er på vej. Til et nyt sted. Med mere plads. Til større armbevægelser. Bedre leg. Mere selvbestemmelse. Mere ansvar for eget liv. Mere gæld! Men også mere frihed. Til alle. Og samtidig er jeg også hunderæd for at vælge forkert.
Men jeg kan ikke længere undertrykke, at jeg savner at have gode venner til middag. Uden at det vækker de mindste. Plads til at være voksen og kunne gøre ting for mig selv.
Og jeg ønsker at give mine tre børn plads til at være og til at lege. Sammen og hver for sig. For med 6 år imellem den store og de små, skal der tages hensyn til begge aldre. Og helt ærligt, lige nu er den ældste, som skal indordne sig under de mindste. Bliver tysset på. Bedt om at lege stille. Det kan jeg ikke leve med. Det er bare svært at ændre, hvor vi bor nu.
Hvis jeg glemmer alt om økonomi, ville min ønskeliste for fremtiden på boligsiden (som nok er det, der fylder mest lige nu - hvis man lige ser bort fra en pænt stor bilregning) se nogenlunde sådan ud:
1. Købe nedrivningsklart hus på smuk, gammel grund. Tæt på skole og by, men stadig på stillevej
2. Rive hus ned og bygge arkitekttegnet ET-PLANS hus med fladt tag. Tegnet til grunden med inspiration fra 60-70´erne med elementer som træ, sten, beton.
3. Skabe et grønt rum med plads til store og små (altså inkl. de voksne!)
4. Sælge bil og købe superfed cykeltrailer
5. Kunne gå til skole, institution og cykle på arbejde
Alle punkter kan faktisk lade sig gøre. Det kræver lidt omprioriteringer. Og så lige nogle kolde kontanter (læs:en hel del). Og mentalt overskud (pænt stort!). De sidste to er nok dér, vi skal finde den største barriere for, at drømmen kan udleves.
Jeg synes, det kan være virkelig uoverskueligt at vælge. For sig selv og sine børn. Vælge, hvad der skal puttes ind i der her liv. Hvis vi bare vidste, hvilke valg der ville gøre os glade mennesker. Så ville det være lidt nemmere.
Og ja, jeg ved godt, mange kvinder vil have det hele. Den fede bolig, det gode job osv. Og jeg er helt med på, at det bliver man sgu heller ikke lykkelig af. Samtidig er jeg også af den opfattelse, at det er vigtigt med store ambitioner i livet. Jeg mener; det er vigtigt at gå efter det, man virkelig ønsker sig her i livet. Og det er måske dét, der er aller sværest. For det kræver jo, at man skal kunne mærke efter. Kunne mærke, hvad det er, man virkelig gerne vil og som betyder noget.
Jeg tror bare, mange af os har glemt, hvordan man mærker efter ...Og så er det jo også meget nemmere bare at ville have det hele.
Sådan en tur i nye rammer får mig til at tænke over, hvordan vores liv er - og skal være. Og livet med tvillinger er med til, at der er tanker, som skal tænkes tidligere, end vi havde regnet med.
Når man sådan har fået lidt luft under vingerne, og tankerne får lov til at flyve, er det som om alt i vores familieliv er i spil. Vi står overfor en masse valg. Eller; vi kan vælge at blive der, hvor vi er. Eller vi kan rykke (og udvikle) os. Kender I det?
Så herhjemme snakker vi løbende om: Job (hvor skal jeg arbejde - og med hvad? Har jeg valgt karriere for resten af mit liv? Eller er det tid til at lære noget nyt?). Hus (hvor skal jeg bo og hvor dyrt? Hvor meget græs gider jeg slå? Land eller by? Nyt eller gammelt?). Hvilke værdier skal jeg lære mine børn (skal jeg købe den dersens cykeltrailer og dyrke den sportslige livsstil? Bo, så vi kan spise lokalt fra små gårdbutikker? Egen ko og egen gris? Eller tæt på byens puls?). Valg af bil (need I say more?).
Nogengange er jeg også bange for, at livet går op i praktik. Så vi glemmer at være tilstede i nuet. Men jeg er efterhånden også ved at forstå, at alle de (praktiske) valg, vi træffer, danner rammen for det liv, vi vælger at leve.
Men jeg kan ikke længere undertrykke, at jeg savner at have gode venner til middag. Uden at det vækker de mindste. Plads til at være voksen og kunne gøre ting for mig selv.
Og jeg ønsker at give mine tre børn plads til at være og til at lege. Sammen og hver for sig. For med 6 år imellem den store og de små, skal der tages hensyn til begge aldre. Og helt ærligt, lige nu er den ældste, som skal indordne sig under de mindste. Bliver tysset på. Bedt om at lege stille. Det kan jeg ikke leve med. Det er bare svært at ændre, hvor vi bor nu.
Hvis jeg glemmer alt om økonomi, ville min ønskeliste for fremtiden på boligsiden (som nok er det, der fylder mest lige nu - hvis man lige ser bort fra en pænt stor bilregning) se nogenlunde sådan ud:
1. Købe nedrivningsklart hus på smuk, gammel grund. Tæt på skole og by, men stadig på stillevej
2. Rive hus ned og bygge arkitekttegnet ET-PLANS hus med fladt tag. Tegnet til grunden med inspiration fra 60-70´erne med elementer som træ, sten, beton.
3. Skabe et grønt rum med plads til store og små (altså inkl. de voksne!)
4. Sælge bil og købe superfed cykeltrailer
5. Kunne gå til skole, institution og cykle på arbejde
Alle punkter kan faktisk lade sig gøre. Det kræver lidt omprioriteringer. Og så lige nogle kolde kontanter (læs:en hel del). Og mentalt overskud (pænt stort!). De sidste to er nok dér, vi skal finde den største barriere for, at drømmen kan udleves.
Jeg synes, det kan være virkelig uoverskueligt at vælge. For sig selv og sine børn. Vælge, hvad der skal puttes ind i der her liv. Hvis vi bare vidste, hvilke valg der ville gøre os glade mennesker. Så ville det være lidt nemmere.
Og ja, jeg ved godt, mange kvinder vil have det hele. Den fede bolig, det gode job osv. Og jeg er helt med på, at det bliver man sgu heller ikke lykkelig af. Samtidig er jeg også af den opfattelse, at det er vigtigt med store ambitioner i livet. Jeg mener; det er vigtigt at gå efter det, man virkelig ønsker sig her i livet. Og det er måske dét, der er aller sværest. For det kræver jo, at man skal kunne mærke efter. Kunne mærke, hvad det er, man virkelig gerne vil og som betyder noget.
Jeg tror bare, mange af os har glemt, hvordan man mærker efter ...Og så er det jo også meget nemmere bare at ville have det hele.
lørdag den 21. juli 2012
Der er en første gang for ALT. Også klipning.
Og jeg skal love for, vi fik brug for ALLE vores talenter. Som frisør. Og som mor. "Seee, en flyvende agurk ..." pegende mod vindue. "Hov, skørt, nu kører traktor med rosiner ..." Og mellem skrig og skrål røg to stk. klippe-slag (eller hvad de nu hedder i fagsprog), så mor og søn til sidst var pænt dækket af et tyndt lag korte drenge-hår OVERALT!
Men klippet, det blev han. Og han skreg IKKE de sidste 7 1/2 minut. Accepterede. Og fik STOR ros af sin mor. Og næsten med tårer i øjnene, så jeg på min lille søn. Som pludselig var blevet klippet til en stor dreng. Med frisure. Og smukke øjne. Og nye sko. (Og sut).
En RIGTIG dreng. Snøft, hvor går tiden hurtigt.
PS Små korte irriterende hår i tøjet fjernes let ved 10-15 min i tørretumbler.
fredag den 20. juli 2012
Tvillinger - sammen for altid eller?
Endelig fredag. Auto reply er sat på mailen. Og hvidvinen lagt på køl. Forude ligger 3 ugers ren afslapning sammen med familien. I hope. For jeg trænger til det.
Sidste sommer var Vilma & Bertram 6 måneder gamle, da ferien startede. Vi tog i sommerhus og, så skulle der trænes "fald-selv-i-søvn" ved lur i barnevogn. Det lykkedes til dels. Heldigvis. For noget tog en uventet drejning.
Som nyfødte lå Vilma & Bertram i samme kuvøse. Da de kom hjem, lå de stadig tæt sammen i én tremmeseng - på tværs! Og da de blev for store til det, fik de hver sin tremmeseng ved siden af hinanden på samme værelse.
Men så kom ferien og muligheden for afslapning. I sommerhuset blev de puttet i hver sin seng, men stadig i samme rum. Præcis som de plejede. Få dage senere var jeg ved at pakke hele molevitten og køre hjem kl. ti om aftenen. De sov bare IKKE.
Har I hørt om ugle- og lærkebørn? Vilma og Bertram er en af hver! Vilma har ofte svært ved falde i søvn, sover sent og kan (eller, kunne i princippet - altså, hvis hun ikke blev vækket) sove længe om morgenen. Typisk ugle.
Bertram er derimod lærkebarn. Tidlig træt (kunne sagtens puttes kl. 18). Falder rimelig nemt i søvn, når han puttes under dynen, men står til gengæld ALTID tidligt op. Her taler vi kl. 5 eller før det.
Så hvis den ene (nok Bertram) var lige ved at sove, larmede den anden (sikkert Vilma) og vækkede den første. Sådan blev det ved i timevis. Og så er jeg altså bare sådan indrettet, at SÅ KØRER VI FANDME HJEM LIGE NU! Vi sad bare liige på Danmarks nordligste punkt og havde en forholdvis lang køretur foran os.
Heldigvis var min far også i sommerhuset (det er mine forældres hus, og vi plejer altid at holde lidt ferie sammen med dem, fordi det er så hyggeligt). Han er vant til at hjælpe kriseramte virksomheder (aprospos!). Så han lagde lynhurtigt en plan for, hvordan de to bøffer blev opdelt på hvert sit værelse. Og ikke mindst sat planen i værk.
Og sådan gik det til, at Vilma & Bertram ikke længere delte ALT. Og omstruktureringen hjalp faktisk på roen. Og da vi kom hjem, vinkede vi med tårer i øjnene farvel til vores fælles kontor og lavede 3 børneværelser, et til hver af ungerne.
De kan stadig høre hinanden og vækker hinanden. Men dog ikke i samme grad som før. Jeg ved, der er tvillinger, som sover sammen altid og føler stor tryghed i det. Det havde jeg måske også selv forventet, at Vilma & Bertram skulle. Ihvertfald så længe de havde lyst. Men jeg er glad for, at vi har pladsen og dermed muligheden for at imødekomme deres behov for adskillelse. De er trods alt to vidt forskellige individer. Men vi kender vist alle følelsen af at få pip, hvis vi er sammen med andre mennesker HELE tiden. Sådan er det vel også for tvillinger?
Rigtig god ferie til alle!
Sidste sommer var Vilma & Bertram 6 måneder gamle, da ferien startede. Vi tog i sommerhus og, så skulle der trænes "fald-selv-i-søvn" ved lur i barnevogn. Det lykkedes til dels. Heldigvis. For noget tog en uventet drejning.
Men så kom ferien og muligheden for afslapning. I sommerhuset blev de puttet i hver sin seng, men stadig i samme rum. Præcis som de plejede. Få dage senere var jeg ved at pakke hele molevitten og køre hjem kl. ti om aftenen. De sov bare IKKE.
Har I hørt om ugle- og lærkebørn? Vilma og Bertram er en af hver! Vilma har ofte svært ved falde i søvn, sover sent og kan (eller, kunne i princippet - altså, hvis hun ikke blev vækket) sove længe om morgenen. Typisk ugle.
Bertram er derimod lærkebarn. Tidlig træt (kunne sagtens puttes kl. 18). Falder rimelig nemt i søvn, når han puttes under dynen, men står til gengæld ALTID tidligt op. Her taler vi kl. 5 eller før det.
Så hvis den ene (nok Bertram) var lige ved at sove, larmede den anden (sikkert Vilma) og vækkede den første. Sådan blev det ved i timevis. Og så er jeg altså bare sådan indrettet, at SÅ KØRER VI FANDME HJEM LIGE NU! Vi sad bare liige på Danmarks nordligste punkt og havde en forholdvis lang køretur foran os.
Heldigvis var min far også i sommerhuset (det er mine forældres hus, og vi plejer altid at holde lidt ferie sammen med dem, fordi det er så hyggeligt). Han er vant til at hjælpe kriseramte virksomheder (aprospos!). Så han lagde lynhurtigt en plan for, hvordan de to bøffer blev opdelt på hvert sit værelse. Og ikke mindst sat planen i værk.
Og sådan gik det til, at Vilma & Bertram ikke længere delte ALT. Og omstruktureringen hjalp faktisk på roen. Og da vi kom hjem, vinkede vi med tårer i øjnene farvel til vores fælles kontor og lavede 3 børneværelser, et til hver af ungerne.
De kan stadig høre hinanden og vækker hinanden. Men dog ikke i samme grad som før. Jeg ved, der er tvillinger, som sover sammen altid og føler stor tryghed i det. Det havde jeg måske også selv forventet, at Vilma & Bertram skulle. Ihvertfald så længe de havde lyst. Men jeg er glad for, at vi har pladsen og dermed muligheden for at imødekomme deres behov for adskillelse. De er trods alt to vidt forskellige individer. Men vi kender vist alle følelsen af at få pip, hvis vi er sammen med andre mennesker HELE tiden. Sådan er det vel også for tvillinger?
Rigtig god ferie til alle!
tirsdag den 17. juli 2012
Sverige, älskar jag dig
Dette indlæg handler faktisk også om børn. Og om Sverige, självklart! Jeg kender ikke ikke det svenske system godt nok til at vide, hvordan det er at få tvillinger i Sverige. Men jeg ved, at hele deres system hylder (rent økonomisk) at, folk får deres børn tæt på hinanden (læs: hurtigt og tilbage på arbejde igen. På nedsat tid i en periode!).
Og jeg elsker virkelig Sverige på fire store børnevenlige områder; Mad. Legepladser. Historiefortælling. Og selvfølgelig; design.
Jeg er stødt på MANGE fantastiske, svenske designere og forfattere - unge som ældre. Og glædes over dem alle. Alle kender Astrid Lindgrens smukke og barske historier - og ja, jeg kan VARMT anbefale et besøg i Astrid Lindgrens Verden ved Vimmerby. Trods regn. Og med overnatning på Pippis Hotel, hvor væggene er fyldt med de fantasifulde tegninger af Ingrid Vang Nyman. Og der er håndvaske i alverdens farver og størrelser. Pandekager til morgenmad. Og geder, der bræger.
Inden for design findes der flere yngre illustratorer, som i den grad viser STORT talent. Camilla Lundsten arbejder både med grafisk design, emballage-design og som illustrator. Hun er mor til bøgerne om LilleFant, den sødeste lille elefant og hans venner.
Og Ingela Arrhenius er også et kapitel for sig. Med inspiration fra 50-60´erne har hun i sit univers skabt bl.a. denne fine plakat til WWF - "be nice to the world. Please", som nu hænger på MIN væg. Ved siden af de skønneste små saml-selv dyr i pap, tegnet af samme hånd.
Når jeg synes om maden i Sverige, tænker jeg IKKE på svensk pølseret. Som vist slet ikke har noget som helst med Sverige at gøre. Men mere med pølser og ris at gøre. Nej, jeg tænker på den måde, de formår at have et forholdsvist sundt udbud af mad til børn og deres familier, når man rejser rundt i landet. Der er mælk til maden (ikke sodavand!). Der er spaghetti med kødboller (ikke pizzasnegl og tør, friturestegt fiskefilet). Og ikke mindst de skønne kanelbullar med kardemomme (som IKKE svømmer i fedtet fyld). Desuden fås maden de fleste steder i en allergivenlig version, så alle kan spise med. SÅ kom ind i (sundheds-)kampen, Legoland, Tivoli, Ree Park og alle jer andre!
Måske tænker du, HVORDAN svenske legepladser dog kan være anderledes end danske? Jo, for de HAR faktisk legepladser i Sverige! Nogen gode nogen af slagsen, som udfordrer motorik og fantasi. Som ikke er ved at falde fra hinanden. Og hvor der faktisk leger børn!
Jeg synes, at vi i Danmark gemmer os bag bøgehækken og glemmer glæden ved at samles med alle de andre børnefamilier, som også står op på et ukristeligt tidspunkt. Og som derfor gerne vil have noget ud af dagen (!). De svenske legepladser er ofte opdelt på alder. Og pladsen til de mindste er indhegnet (=frihed til voksne MIDT i byen, jubii). Og der er ofte et lille hus, hvor man kan købe en kop kaffe, få et glas vand og skifte en ble. Eller stå i læ for regnen. For jeg VED godt, at vejret er en udfordring i Danmark. Men det er det altså også i Sverige!
Så opfordring til alle forældre og deres børn: kom ud og leg! Og opfordring til alle politikere: skab rammerne for, at børnefamilier kan mødes og lege.
Indtil da vil jeg bare hylde Sverige. Jeg kan ikke være den eneste, som synes, at det bare ser SÅ hyggeligt ud med de små, røde træhuse i den svenske skærgård? Og det får vi ligesom aldrig i Danmark, vel? Danmark er bare fladt. Flade marker. Flade veje. Flade madder. Flade tage (bor selv med et!). Flade snegle. Hos bageren, that is.
PS Og de er jo også faktisk ret gode til det med krimier. Og musik! Tænk bare på; Bo Kaspers Orkester. Kent. Roxette. The Cardigans. Lisa Ekdal. Cornelis Wrejswik. Lisa Nilsson. Robin. Eric Gadd. Eagle-Eye Cherry. Og ABBA, ikke at forglemme!
PPS hvis du ikke har opdaget, så er jeg lidt svenskofil :)
Og jeg elsker virkelig Sverige på fire store børnevenlige områder; Mad. Legepladser. Historiefortælling. Og selvfølgelig; design.
Jeg er stødt på MANGE fantastiske, svenske designere og forfattere - unge som ældre. Og glædes over dem alle. Alle kender Astrid Lindgrens smukke og barske historier - og ja, jeg kan VARMT anbefale et besøg i Astrid Lindgrens Verden ved Vimmerby. Trods regn. Og med overnatning på Pippis Hotel, hvor væggene er fyldt med de fantasifulde tegninger af Ingrid Vang Nyman. Og der er håndvaske i alverdens farver og størrelser. Pandekager til morgenmad. Og geder, der bræger.
Inden for design findes der flere yngre illustratorer, som i den grad viser STORT talent. Camilla Lundsten arbejder både med grafisk design, emballage-design og som illustrator. Hun er mor til bøgerne om LilleFant, den sødeste lille elefant og hans venner.
Når jeg synes om maden i Sverige, tænker jeg IKKE på svensk pølseret. Som vist slet ikke har noget som helst med Sverige at gøre. Men mere med pølser og ris at gøre. Nej, jeg tænker på den måde, de formår at have et forholdsvist sundt udbud af mad til børn og deres familier, når man rejser rundt i landet. Der er mælk til maden (ikke sodavand!). Der er spaghetti med kødboller (ikke pizzasnegl og tør, friturestegt fiskefilet). Og ikke mindst de skønne kanelbullar med kardemomme (som IKKE svømmer i fedtet fyld). Desuden fås maden de fleste steder i en allergivenlig version, så alle kan spise med. SÅ kom ind i (sundheds-)kampen, Legoland, Tivoli, Ree Park og alle jer andre!
Måske tænker du, HVORDAN svenske legepladser dog kan være anderledes end danske? Jo, for de HAR faktisk legepladser i Sverige! Nogen gode nogen af slagsen, som udfordrer motorik og fantasi. Som ikke er ved at falde fra hinanden. Og hvor der faktisk leger børn!
Jeg synes, at vi i Danmark gemmer os bag bøgehækken og glemmer glæden ved at samles med alle de andre børnefamilier, som også står op på et ukristeligt tidspunkt. Og som derfor gerne vil have noget ud af dagen (!). De svenske legepladser er ofte opdelt på alder. Og pladsen til de mindste er indhegnet (=frihed til voksne MIDT i byen, jubii). Og der er ofte et lille hus, hvor man kan købe en kop kaffe, få et glas vand og skifte en ble. Eller stå i læ for regnen. For jeg VED godt, at vejret er en udfordring i Danmark. Men det er det altså også i Sverige!
Så opfordring til alle forældre og deres børn: kom ud og leg! Og opfordring til alle politikere: skab rammerne for, at børnefamilier kan mødes og lege.
Indtil da vil jeg bare hylde Sverige. Jeg kan ikke være den eneste, som synes, at det bare ser SÅ hyggeligt ud med de små, røde træhuse i den svenske skærgård? Og det får vi ligesom aldrig i Danmark, vel? Danmark er bare fladt. Flade marker. Flade veje. Flade madder. Flade tage (bor selv med et!). Flade snegle. Hos bageren, that is.
PS Og de er jo også faktisk ret gode til det med krimier. Og musik! Tænk bare på; Bo Kaspers Orkester. Kent. Roxette. The Cardigans. Lisa Ekdal. Cornelis Wrejswik. Lisa Nilsson. Robin. Eric Gadd. Eagle-Eye Cherry. Og ABBA, ikke at forglemme!
PPS hvis du ikke har opdaget, så er jeg lidt svenskofil :)
Abonner på:
Opslag (Atom)