Hånden på hjertet. Har du set tvillingeforældre og tænkt "godt, det ikke er mig"? Det er helt ok. Jeg har selv tænkt samme tanke et par gange - ja, indtil jeg så fik tvillinger.
Jeg er flere gange blevet spurgt, hvordan vi klarer den. Andre synes jo, de har rigeligt i et eller to børn. Og svaret er altid det samme; fordi vi skal. Og vil.
Alle børn er vel en gave, selvom de nogengange er mere end en mundfuld. Og det gælder vel både, når der en, to eller tre i børneflokken. Så det er altså ikke sådan, at jeg går rundt og har ondt af mig selv over, at jeg har tvillinger.
Det havde jeg den dag, jeg fik at vide, at jeg ventede TO. Jeg græd ikke. Havde det bare fysisk dårligt, lyst til at vende vrangen ud på mig selv. Løbe så hurtigt, at de to små fostre ikke kunne følge med.
Mit familiebillede var blevet - ja, hvis ikke ødelagt, så - vendt op og ned, og rundt 100 gange. Jeg var faktisk helt derude, hvor jeg googlede fosterreduktion. Og når jeg ser tilbage, var det ikke fordi, at det var en mulighed - i handling - men bare tanken om, at jeg havde en flugtvej.
I den periode følte jeg også, at mit ægteskab var også på spil. Vi havde ventet længe på et lille nyt medlem til familien. Og nu, hvor der så bare lige var to på vej, fortrød jeg alt. Det gjorde min mand ikke. Han glædede sig. Og frygtede selvfølgelig også omvæltningen.
Vi kunne slet ikke snakke om det. Var total uenige om, hvad vi skulle gøre. Derfor besluttede vi ikke at snakke om det. Vi lod tiden gå. Jeg snakkede i stedet med min læge, som var en super guide at have på sidelinjen.
Som gravid med tvillinger blev jeg tilknyttet Svangerambulatoriet på Skejby. Og ved det første møde skulle beslutningen tages. Skulle de blive eller ej?
Jeg husker tydeligt, da vi sad på lægens kontor til SAMTALEN. Alle holdt vejret. Hvad havde hun besluttet? Jeg vidste det faktisk heller ikke selv. Havde sagt til mig selv, at jeg ville se, om de stadig begge var sunde og raske ved 12 ugers scanningen - eller om naturen tog beslutningen for mig.
Det gjorde den ikke. Og så var jeg ikke længere i tvivl. Vi skulle selvfølgelig have dem begge. Selvom det ikke var med jublende glæde indeni.
Min graviditet var ikke en dans på roser. Men den var okay. Jeg trak på min egen læge til gode snakke. For et eller andet sted havde jeg brug for at vide, at omverdenen ikke ville (for-)dømme mig. HVIS jeg nu havde været nødt til at sige fra. Når de overvejelser én gang har været inde i dit hoved, så lagres de derinde et sted. For altid.
Min læge fortalte, at hun havde mange kvinder i 50-60´erne, som gik ned med depression over en abort, som de fik foretaget som ung. Og som de ALDRIG havde fået snakket med nogen om. Så derfor fik jeg ros af min læge; at jeg tidligt forstod, at jeg havde brug for hjælp til at overskue beslutningen. Selvom jeg godt var klar over, at det i sidste ende var mig, der skulle tage den. Man kan ikke undgå at føle sig som bøddel.
Det var en stor lettelse, da beslutningen var taget. Og i dag er jeg stadig taknemmlig for, at min mand valgte - over for mig - den helt rigtige strategi, som må have været super svær for ham; at lade mig være i fred med mine tanker. Og lade mig tage beslutningen. For jeg kendte jo godt hans holdning.
Min opfordring til alle, der netop har fået chokket over to bankende hjerter og som IKKE er glad over den overraskelse: der er god hjælp at hente på svanger-ambulatorierne. Og for mit vedkommende hos egen læge. BRUG DEM. Der er derfor, de er der!
Forvent IKKE at andre kan forstå dig og dine følelser. Så vær lidt varsom med at dele dem med andre. Jeg kender efterhånden en hel del med tvillinger og kan fortælle, at flere af dem faktisk har stået i præcis samme situation som mig - og dig.
Så erkend, hvordan du har det - og søg den hjælp, du kan. Og husk; du skal leve med både den ene og den anden beslutning.
PS I dag er jeg glad for min beslutning og fortryder intet! Heller ikke mine overvejelser. Jeg er jo bare et menneske.
