En opfordring til alle unge piger; afsted til lægen. NU!

Dette indlæg kunne godt have drejet sig om den varme, der manglede i badelandet, hvor jeg netop har spenderet tre dage med min familie. En rimelig kedelig ting at opdage, når man står med 3 børn, som egentlig ikke synes, at vådt badetøj og hårvask på nogen måde kan føre til noget godt. Og det gjorde det på sin vis heller ikke - andet end forkølelse og skuffelse. Det kunne de (læs: Seawest) i det mindste have fortalt os småbørnsforældre - fremfor at lade som ingenting!

Men midt i skuffelsen, meldte sig alligevel en anden overskyggende følelse. Da jeg så overskriften i dagbladene søndag morgen; skuespilleren Mira Wanting var død af livmoderhalskræft. 34 år gammel og alenemor til to piger på 13 og 2 1/2 år.

Fik en klump i halsen. Af to årsager. Jeg er selv mor og kunne sagtens forholde mig til den frygtelige følelse af ikke at skulle se mine børn vokse op. Dernæst har jeg selv været ramt af svære celleforandringer, blev opereret for år tilbage og tjekkes nu hvert år. 

Jeg ved godt, at svære celleforandringer ikke er det samme som kræft i udbrud - men jeg oplevede, hvor hurtigt forandringerne gik fra mindre til svær grad. Og når jeg tænker på, hvor tilfældigt det var, at jeg rent faktisk opdagede dem - ja, så kunne det jo teoretisk set have været mig. Der mistede livet pga. den "usynlig sygdom".

Jeg kan ikke være den eneste, som har udskudt den obligatoriske undersøgelse hos lægen, fordi det ikke liiige passede. Først, fordi min kalender var fyldt med andre utrolig vigtige gøremål. Dernæst, fordi jeg blev gravid. Men en dag, under min første barsel, kom min nabo hjem og fortalte, at hun netop havde været afsted hos lægen. Og jeg tænkte; det må du nok hellere også se at få gjort. Og resultatet var nedslående. Jeg blev med det samme sendt videre til Skejby og få uger senere, blev jeg opereret.

Mit kendskab til Mira Wanting er meget begrænset - og det handler jo heller ikke om hende som (kendt) person. Hun er jo langt fra den eneste kvinde/mor, dette er sket for. Medieomtalen kan i mine øjne være med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at unge piger vaccineres mod denne kræftform. Og jeg er sikker på, at hvis forsiderne kan hjælpe til, at flere unge forstår alvoren af denne sygdom (og deraf besøg hos lægen!), så kan flere kvinder reddes i fremtiden. 

Tilbage står to børn, som skal vokse op uden deres mor. Det må virkelig have været ubærligt at kigge på sine piger og vide dette inde i sit hjerte. Tanken er ikke til at holde ud. Jeg har efterhånden forstået, at det er ikke alt her i livet, som giver - eller skal give - mening. Påmindelsen om at elske livet og nyde dét, vi har her og nu, tager jeg imod med største respekt.

Min gode veninde lever med alvorlig sygdom i sin lille familie. Jeg ved, det kræver stor overbærenhed  for at klare den opgave. Samtidig med, at hun skal finde troen på, at fremtiden er lys - og livet skal leves som altid. 

Jeg har dyb respekt for den måde, hun håndterer opgaven. Med kræfter, som jeg tror, hun heller ikke selv vidste, hun havde. Hun er nærværende som mor. Hun er støttende som kone. Hun er åben og tør tale om, hvad der sker. Hun tør vise sorg. Og hun gør det med den største kærlighed. Til livet og sin familie. 

Jeg bliver virkelig rørt over, hvordan fantastisk hun klarer opgaven. Men hun er også et helt fantastisk menneske! Som har lært mig meget. Og jeg er der selvføgelig også for hende. Til at snakke ærligt om livet. Og til at tro på fremtiden.

Godt nytår. Pas på jer selv - og hinanden.

Juleaften - også for tvillinger og deres forældre.

Rigtig glædelig jul! Især til alle jer tvillingeforældre, som læser med derude. Lige nu er der ro i huset her hos os. Vilma & Bertram er begyndt at sove indendøre - i starten var det lidt træls, fordi det var dejligt at have muligheden for at skramle rundt og nå alt det praktiske, mens de sov. Men nu er det måske mere blevet et frikvarter til hele familien. Hvor vi allesammen tager en slapper. Og glemmer alt det, vi burde ...

I år har vi bestilt julemaden ude. Og lige nu kan jeg virkelig mærke, hvor god en beslutning det var. Vi har faktisk haft en rimelig afstresset december. Og det eneste, jeg har købt i forhold til mad, er de obligatoriske taffelchips og ekstra rødkål. Resten bliver leveret direkte til døren af vores søde naboer - og skal blot lunes i 20 min - og så er det jul. Og set i forhold til, hvor længe vi ret faktisk sidder om bordet og "hygger", så er det den perfekte løsning. I år.

I erkendelsen af, at Vilma & Bertram alligevel ikke kan holde hele aftenen - og forstå, at det med gaver først kommer til allersidst, så har vi ændret lidt på dagens program. I morges fik alle tre børn en gave, som vi vidste, de kunne lege lidt med i løbet af dagen. Når de nu vågner efter deres lur, står den på dans om juletræet og gaveoppakning for børnene. Og til sidst; julemad.

I aften, når de små er puttede, tager vi gaverunde nummer to - og ældstebarnet Lærke har selv valgt, at hun gerne vil pakke sine gaver op sammen med os. Ja, sådan ser vores jul ud i år. Og rækkefølgen på dagen betyder heller ikke helt så meget for mig - jeg ønsker bare, at alle børn - og voksne - får en god oplevelse. For mig, er julen både fyldt med traditioner, men samtidig også en højtid, som gerne må tilpasses den enkelte familie. Håber ikke, jeg træder nogen over juletæerne ved at tænke sådan?!

Nyd aftenen, maden, gaverne og hinanden! Og rigtig glædelig jul!

Verdens Dårligste Mor?

Nogen gange er jeg virkelig upædagogisk. Og råber højt. Virkelig højt. Fordi jeg har fået NOK. Og fordi jeg føler, at lige meget hvad jeg end gør for at tilfredsstille deres behov - så er det aldrig godt nok. Som her til morgen - som uden tvivl kommer på top 10 over årets dårligste morgener!

Men følelsen lige efter råberiet er i virkeligheden det værste. Følelsen af at være Verdens Dårligste Mor. Som bare ikke fatter, hvordan jeg skal håndtere tre ungers konstante ønsker og krav. Og så får jeg det sådan indimellem; at jeg mister troen på, at jeg faktisk kan gennemføre denne her mor-rolle på en måde, som skaber nogle gode mennesker i den anden ende.

Måske er det fordi, julen er hjerternes fest, at det hele bliver sat lidt på spidsen. Men jeg må vel genfinde troen på, at jeg har mor-hjertet på rette sted - og kan være noget for de tre individer, jeg har sat i verden.

Jeg hørte for nogle år siden psykolog, forfatter og pædagog Margrethe Bruun Hansen udtale, at nutidens forældre var bange for at diskutere med deres børn. At forældrene hoppede og dansede for at undgå konflikter i den korte (kvalitets-)tid, der var planlagt med børnene. Og at i hendes verden var den adfærd netop misforstået kærlighed. Jeg håber, hun har ret.

Vi forældre har vel pligt til at vise verden, som den ser ud. Og i det billede er der både glæde, sorg, råben og kærlige knus. Og er det ikke helt ok at lære sine børn, at grænsen er nået. Selvom det måske ikke sker på den mest hensigtsmæssige måde? Jeg er jo bare en træt mor. Men jeg er ikke for stolt til at sige; rundstyk.

Her er hun så; Verdens Dårligste Mor.
Eller ihvertfald Dagens ...

Julefred. I fred for julen.

Julefred. Venter stadig på den. Er det bare mig, der synes, det er lidt svært at finde juleglæden og julefreden her 7 dage før jul? Intentionerne er gode, når vi starter ud med kagebagningen. Og julepytningen. Og afhentning af juletræ. Og jeg ønsker virkelig, at her lugter brunt og brændt. Og at vi hygger os i stearinlysets skær.

Det meste af tiden kæmper jeg som besat for julefreden. Når Vilma æder dejen til kagerne, Bertram lægger sit tunge korpus ind over Lærkes (færdige!) formkager og trykker en ny form ned i den bløde, brune dej. Så det til sidst ligner en klump stiv øllebrød. Og alle tre unger skriger på at være den, der puster lyset ud.

Og når man så bevæger sig ud i det smukke hvide vejr, og vinden er så p.... kold, at Vilma græder af kulde og siger "av av øjne", så er det som om, at julefreden allermest skal findes i juleeventyr, julekalendre på tv og i den daglige pakke fra julemanden. Med andre ord; indendørs.

Jeg glæder mig til, at julegave-indkøb bliver nogle hyggelige timer sammen med min mand. At nedtællingen til juleaften kan understøttes af oprigtigt hyggelige sysler som nisse-landskab, papirklip og kagebagning sammen med alle mine børn. Og at vi som forældre igen har overskuddet til at skabe magien omkring julen for vores børn. Så også vi kan glæde os til det, som vi selv oplevede som en helt særlig tid; julen. Hjerternes fest.

Sidste års jul i mormor og morfars sommerhus.
I år holder vi jul hjemme og satser på, at vi nu er mange nok til
at nå rundt om juletræet.

PS jeg glæder mig dog til juleaften, hvor vi har taget konsekvensen af vores manglende tid og overskud og bestilt maden ude. Jeg elsker hjemmelavet julemad - men jeg erkender også, at vi i år hellere vil bruge tiden på andet end at få flæskesteg og brune kartofler færdig samtidig. Men tænde ovnen, det kan vi da finde ud af ...

Hvem narrer vi egentlig - med sutten?

Der er vist lige så mange meninger om sutter (altså dem man putter i munden på babyer) som der er varianter af plastik-dimsen, som forældre enten elsker eller hader. Og det samme kan man vist sige om børn. Altså, at nogen opfatter den som sin bedste ven - andre ser på den med den største ligegyldighed.

Uhh, jeg husker tydeligt beskeden fra personalet på patienthotellet ..."hvis dit barn skal lære at amme, skal du vente med at give det en sut, før det er 14 dage gammelt. Der er forskel i sutteteknikken og, det kan forvirre barnet."

Det er meget muligt. Men samtidig også verdens dårligste råd til et par nybagte forældre med 3 dage gammel baby, som er mega sulten, har ondt i maven og i kroppen efter en alt for hurtigt fødsel.

Autoritetstro, som man jo er som nyudklækket mor, fulgte jeg naturligvis rådet. Omend det betød, at baby stort set skreg hele første nat hjemme. Så selv farmand var på grænsen til at smide håndklædet i ringen og råbe time out! Og da jeg så endelig genvandt troen på mig selv og min kunnen, så ville ungen sgu ikke kendes ved den model, huset lå inde med.

Alle (andre) slags blev indkøbt. Og til sidst lykkedes det - og den lille baby valgte naturligvis den dyreste model af alle. Tør slet ikke tænke på, hvad sutte-posten egentlig løber op i på budgettet ...Og så skal det måske lige siges, at selvom vi ventede en rum tid med at introducere sutten, så kørte amningen faktisk først rigtig godt, da min lille datter var 2-3 måneder gammel!

Da jeg for snart to år siden så mine seneste to skud på stammen første gang, tror jeg faktisk, de hver havde en sut i munden. Ja, sådan blev de selvfølgelig ikke født (men måske det ville være meget smart, hvis de havde valgt model på forhånd?). Mindes ikke lige, jeg var blevet spurgt, om det var ok. Jeg ville dog have sagt JA. At blive hevet ud fra sin trygge hule 2 måneder før tid, kræver naturligt nok en hel del tryghed og ro. Og jeg er sikker på at stimulation af sutterefleksen er med at give det.

Hjemme igen efter 5 ugers indlæggelse, købte jeg stort ind af den billige model. Der blev ikke lige stillet an til dufte-, smage- og synstest. Når alt skal ganges med to, kan man lige som ikke undgå, at der går økonomi i den.

Og de tog begge gladeligt imod sutten. I mine øjne en stor hjælp, når der skal puttes og trøstes - og når man skal afsted på nye eventyr uden mor og far ved sin side.

Fornylig overgav jeg mig endda også til Natursutten. Tænkte, at det måske kunne mindske infektioner hos især Vilma, som nemt bliver ramt. Hun har også taget den til sig - mens Bertram kigger på den som om, det er en hundelort - og den gider han da virkelig ikke have i munden. Forståeligt nok.

Så når alt kommer til alt, er jeg tilhænger af sutten. Også selvom det kræver snuhed, planlægning, overtalelse, gråd og en tur i BR at smide den igen.

Jeg lader da bare som om - jeg har sovet.

Hurra ...jeg har fundet løsningen på næsten alle mine problemer. Når jeg nu ikke er så heldig at avle børn, der sover om natten (har desværre opdaget, at den slags rent faktisk er arveligt, og dermed også ens egen skyld!) - ja, så har jeg nu fundet ud af, hvordan jeg kommer til at se ud som om, jeg har sovet. Selvom jeg ikke har. Det sku dælme have været på min ønskeseddel til jul ...mon julemanden stadig modtager ønsker? Hvis jeg nu sender den på sms?

PS håber ikke ægget i annoncen har nogen større sammenhæng med selve produktet?! Og tror du kun, cremen kan klare én mørk rande jvf. overskriften?? Så er man jo tvunget til at købe to tuber allerede fra starten ...hmrff, marketingstunt.

Stille tårer.

I nat fik jeg pludselig den der følelse. Den ramte mig som et lyn fra en klar himmel og føltes som en storm inde i mit hoved. Følelsen af, at jeg skal miste mine forældre en dag.

Det var næsten midnat. Jeg sad og vuggede Vilma i armene. Hun græd, havde måske drømt noget. Eller svært ved at kapere dagens indtryk. "Schyyy, jeg er lige her", gentog jeg. Og så kom jeg pludselig til at tænke på, at det er jeg jo - men ikke for altid. Og den tanke kan jeg faktisk næsten ikke bære. Det er som om, jeg mister pusten.

Jeg ved godt, at det at miste er en del af livet. Men det betyder ikke, at det nogensinde giver mening. Og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er at skulle sige uigenkaldeligt farvel til sine forældre.

Til alle, der har mistet en mor, far, søster, bror, kone, mand, barn ...især julen må være en svær tid at komme igennem. Jeg håber alligevel, julen kan bruges til at mindes alle de mennesker, som har beriget ens liv - på den gode måde.

Pas på isen!

En lille kold advarsel i disse sneklædte dage. I weekenden gled lille Bertram på en is-plet på legepladsen. Han bankede hovedet i jorden og var naturligt nok ret ked af det.

På vejen hjem var han træt, og i de efterfølgende timer klynkede han i søvne, mistede appetitten - inden han pludselig blev rigtig dårlig, kastede op i lange baner, græd som pisket og indimellem opkastningerne sad og halvsov på sin mors arm. Kun iført ble. Andet kunne ligesom ikke rigtigt betale sig. Efter 3 fulde tøjskift.

Eftersom vi lige har været gennem 2 runder omgangssyge, virkede det underligt, at han allerede havde pådraget sig en ny virus. Derfor faldt mistanken på slaget i baghovedet. Og efter en tur på skadestuen, fik vi bekræftet vores bange anelse; hjernerystelse.

Og når man så står der med sin lille søn på armen, iført nattøj og brækpose, og modtage-sygeplejersken straks trækker en til side og sammen med en læge konstaterer, at Bertram har brug for hurtig hjælp. Og man så kort efter sidder sammen med en venlig læge, som tager sig tid til at behandle mindstemanden i hans tempo - ja, så bliver man skisme så glad for det her velfærdssamfund.

Og nu var det jo "bare" en hjernerystelse - men det er ikke første gang, vi har fået kompetent hjælp fra den front. 5 ugers indlæggelse på neonatal-afdelingen har givet mig en respekt for mennesker, som vælger en karriere, hvor de gør en forskel for andre mennesker. Det betyder noget, hvordan mennesker, som arbejder med pleje, omsorg og behandling af andre, tager imod os, når vi kommer med syge børn, brækkede ben og ærter i næsen.

Trods ventetider, nedskæringer og besparelser, er det rart stadig at møde medfølelse og medmenneskelighed. Tak for det!