Er det forkert at være indadvendt?

Og nu hvor jeg ikke lige selv har det store tidsoverskud til at blogge, vil jeg lige linke til et super indlæg på psykolog Camilla Holmgaards blog.

Det handler blandt andet om at give os selv og vores børn plads til at nyde eget selskab og give det indre øget opmærksomhed. Og om, hvordan vi som samfund ofte opfatter de indadvente menneskers adfærd som forkert.

I skole, på arbejde osv. forventes det ofte, vi skal være udadvendte, gå i dialog, samarbejde osv. Og bevares, deri ligger også en stor værdi - menneskeligt. Men som forældre bør vi vise vores børn, at det modsatte også er helt ok.

Læs selv Camilla Holmgaards kloge blogord på psykologcamilla.dk

En kedelig blog er sådan en, hvor der ikke sker noget nyt. Som min f.eks.

Jamen, det er jo grotesk så lidt, jeg skriver på bloggen for tiden. Især når man tager i betragtning, at det er fordi, jeg rent faktisk bruger min tid på at lære nyt og mere om sociale medier. Hallo, regel nummer et for blogging er rent faktisk at skrive noget nyt. Med passende interval. Oftere end jeg gør lige nu.

Nå, men det ændrer ikke på, at jeg lige nu er super opslugt af søgeord, optimering og socialisering - og derfor ikke har snoldede fem minutter til at fodre mit online univers med nye ord.

Jeg skammer mig. Men lover at vende tilbage snart! Forhåbentlig forbedret og måske i helt nye "rammer" ...

kh Line

Om tanker, der rumsterer. På Lynfabrikken.

Jeg er sat på skolebænken igen. Og shit, hvor er det bare rart igen at befinde sig i et kreativt miljø sammen med mennesker, som på mange måder tænker lige som mig selv. Fantastisk måde at blive bekræftet i, at man ikke er helt tosset. Og selvom frokosten ikke ligefrem ankom lynhurtigt, så er Lynfabrikken nu alligevel et ret lækkert sted, der emmer af kreativitet, innovation, storby og ungdom. Og det sidste kan man altså ikke få for meget af, når man nærmer sig de 40!

Så hjernen snurrer så småt igen - og de næste måneder bliver jeg forhåbentlig endnu klogere på sociale medier og mig selv. Ellers er der ihvertfald noget galt med mig  - eller underviseren. Allerede nu tager et nyt projekt form, som måske kan blive springbrættet til et nyt kapitel i mit liv.

Jeg føler lidt, jeg har fået en gave. For hvor ofte får vi muligheden for at stoppe op i vores (arbejds-)liv og finde ud af, om vi er det rigtige sted? Arbejder du for eksempel med det, du brænder for? Og er der sammenhæng mellem arbejde og familieliv? Du kan måske komme sagen nærmere ved at spørge dig selv; hvad er vigtigst for mig i mit liv (udover mand/kæreste og børn)? (Økonomisk) tryghed, afveksling eller forudsigelighed, administrative eller kreative opgaver, frihed, ansvar osv. osv.

Det er en superfed øvelse at retænke sig selv og tage stilling til, hvordan man ønsker, at livet skal se ud. For mig, er der tusind forhindringer på vejen til "det nye liv" ; søvnløse nætter, syge børn, madpakker der skal smøres , lektier der skal læses osv. Prøver at lade være med at se på dem som grunde til ikke at kaste sig ud i ting, som virkelig vil gøre mig glad og udvikle mig fagligt. Øver mig i at være modig. Og klog. Og lidt snu. Tror I, det virker?

HPV-vaccine og ægdonation skaber liv - på hver sin måde!

Alle burde virkelig gøre det! Unge, voksne, piger, drenge, mænd og kvinder. Min tvivl er forsvundet som dug for solen, efter jeg har læst denne artikel i Politiken - og konsulteret egen læge. Men jeg har altså også ligget dér på briksen allerede en gang. Med benene op og hovedet ned - og "helt klar" til keglesnit.

Igår fik jeg første stik ud af tre i alt. HPV-vaccinen booster dit immunforsvar til bedre at kunne modstå den virus, som for kvinder kan ende i celleforandringer, forstadiet til livmoderhalskræft - og hos mænd viser sig som hoved-halskræft samt anal- og peniskræft.

Og kan man andet end at købe den slags forsikring? Især, når man har børn, tænker man måske lidt oftere (u)dødelighedstanken. Egentlig er jeg ikke den store fan af vacciner og tanken om at sprøjte døde sygdomsceller ind i kroppen. Men i denne her sammenhæng giver det bare god mening - for mig.

Lad dette være en opfordring til at gribe mobilen og bestille tid hos lægen!! Som medlem af Danmark, får du 50% af udgiften til vaccinen dækket (3x1100 kr.) - ikke at livet kan gøres op i penge, men alligevel ...

Efter besøget hos lægen, mødte jeg en pige, jeg har lært at kende gennem mine børn. Og dér, lige ved siden af hylden med torskerognen fortalte hun mig, at hun netop havde doneret æg til ufrivilligt barnløse. Det tager jeg simpelthen hatten af for - respekt! At være mor til tre raske børn og beslutte sig for at hjælpe andre med muligheden for at opfylde samme livsbekræftende ønske som mange andre tager for givet; at kunne blive gravid og føde børn.

Tidligere måtte kun kvinder i fertilitetsbehandling donere æg. Det gav slet ikke mening at pålægge disse kvinder - som i forvejen var under et øget pres for at præstere og levere - at hjælpe andre i lignende situation som dem selv.



Heldigvis er der nogen politikere og læger, som har tænkt sig om og ændret lovgivningen på området. Og jeg tænker, at Landsforeningen for ufrivilligt barnløse også har kæmpet en kamp for at ændre reglerne for ægdonation. Ihvertfald er det nu sådan, at alle kvinder kan donere æg til barnløse par. Og kender det barnløse par selv en doner (familie, bekendt, ven eller måske kollega?), som ønsker at donere æg - enten til parret selv eller andre barnløse par - så kommer det barnløse par faktisk forrest i æg-køen og tættere på drømmen om doneræg og ønskebarn. Og den håndsrækning kan man vel godt bede familie eller venner om, ik´?

Donationen kan være anonym, hvis man ønsker det - eller med begrænset åben profil, hvor hår og øjenfarve, højde, uddannelse mv. er beskrevet. På den måde sikrer man, at de kommende forældre er trygge ved deres valg af æg - og samtidig undgår donerkvinden at blive opsøgt senere i livet som "den biologiske" mor. Trods det biologiske aspekt, er ægdonationen i mine øjne stadig at sammenligne med donation af lever, nyre eller andre organer - et spørgsmål om at redde/skabe liv - og kan altså på ingen måde sammenlignes med adoption.

Lad dette være indlæggets anden opfordring! Til alle, som føler overskuddet til at give noget ekstremt værdifuldt videre til andre, som brændende ønsker sig et barn. Jeg er ret sikker på, at du kan kontakte Fertilitetsklinikken på Skejby sygehus eller Rigshospitalet og, de vil hjælpe dig videre i systemet, hvis du ønsker at donere æg.

Fra hverdags-udfordringer til weekend-luksus

Hvis nogen har set to op-dullede kvinder omkring de fyrre snige sig langs muren i mørket på en vej i Viby J lørdag aften...så var det bare mig og min gode veninde Jette. Men med god grund!

På vej til at overraske fælles veninde, som netop har rundet et skarpt hjørne, som også venter på mig derude inden alt for længe ...Og overrasket, det blev hun! Dejligt, det stadig kan lade sig gøre at lyve (og overtale andre til at lyve!), så man kan glæde søde mennesker med en tur i byen, som de slet ikke er forberedte på.

Spiste på spansk tapas-restaurant i Aarhus midtby. Forstod ikke halvdelen af menukortet, så var lidt usikker på, hvad vi egentlig havde bestilt. Derfor var vi også halvvejs gennem menuen, før personalet opdagede, at vi rent faktisk spiste nabo-bordets mad. Den rigtige (altså, den mad vi rent faktisk havde bestilt) blev serveret og det meste også spist, champagnen blev drukket og aftenen fuldendt med kaffe og Hvide Russere på en nærliggende café.

Og så lige dér. Mens jeg sad og tvang de sidste dråber alkohol ud af isterningerne i mit glas ...så kiggede jeg over på parret ved bordet ved siden af - hvis hænder liiiige knap rørte hinanden ...og så tænkte jeg på, at der har jeg også siddet en gang ...men hold kæft, hvor er det længe siden. Og så væltede trætheden ind over mig ...

Skøn aften. Skønne damer. Skøn mad i lange baner. Jeg gav alt, hvad jeg havde af energi i mig. Og selvom jeg lå i min seng kl 01.00, så tog det mig alligevel 2 dage at komme ovenpå igen. Men det var det hele værd!

Tænk før du taler - får ny betydning.

Ja, jeg er blevet mere stille. Både på bloggen og i det virkelige liv. Mange af os tænker ikke over det til hverdag. Hvor meget vi rent faktisk snakker, lytter til musik (i baggrunden), har tv´et kørende. Men nu, hvor jeg er ved at blive klogere på senfølger og sensitivitet, har jeg lært, at ikke al snak - eller lyd - har en hensigt. Ej heller mening. Faktisk er jeg overbevist om, at vi mennesker ville have det langt bedre mentalt uden den unødvendige lyd.

Det kræver virkelig hårdt arbejde, en konstant opmærksomhed og en stor mængde energi at kunne observere, vurdere og skabe rammerne for, at der mulighed for ro i nuet. Hvis der er behov for det. Og det er der, kan jeg mærke nu. Jeg er slet ikke i tvivl om, at ro kan gavne alle mennesker. Jeg tror bare ikke, vi ved, hvad ro er. Hvordan føles ro? Hvordan skaber vi ro? Det handler jo ikke om at lege stilleleg. Det handler om at skabe et rum, en tid, uden gøremål, interaktion eller krav. Den skal vare så længe, at man rent faktisk mærker roen rent fysisk og mentalt. Sagt med andre ord; skabe indre ro, så man kan mærke sig selv - hvilket jo er grænseoverskridende for mange. Og så lyder det måske også mere langhåret end, det rent faktisk er.

Læringsprocessen er i gang. Det er svært. At observere og tolke signaler fra en 2-årig uden sprog. Jeg er helt med på, hvornår hun er sur, sulten eller driller sin bror. Det er de små nuancer, der er svære at forstå. Når hun smider sig og skriger. Er det så fordi, hun er vanskelig - eller fordi, hun bare ikke kan tage mere ind i det lille system? Når hun ikke kan finde ro til at sidde ved bordet med os andre - eller vil sidde hos mor og spise - er det så fordi, hun bare vil bestemme eller viser hun blot, at hun ikke kan magte endnu en social situation?

Grænsen mellem opdragelse og hensynstagen er virkelig svær. Nogle dage ender med, at hun bestemmer alt for meget. Fordi, vi troede, hun var mættet på nervesystem-kontoen. Andre dage møder hun ikke helt den forståelse, hun havde brug for. Og det gør ondt helt ind i morhjertet. Vilma er selvfølgelig den, der er på overarbejde her. Men tro mig, det er virkelig krævende som forældre at tilegne sig viden, begynde at forstå og derfra stadig være tvunget til at sende hende ud i en hverdag, som vi ved, hun neorologisk set ikke kan kapere  - og som hun skal "bøde for" senere, når hun igen ikke kan finde ro til at sove. Når hendes hjerne og krop ikke får den nødvendige ro til at bearbejde indtryk og udvikle sig, så betyder det rent faktisk, at hun ikke har de samme muligheder for at udvikle sig som andre normaltfungerende børn.

Den vinkel kan være svær at sluge som forældre. Når et barn har et fysisk handicap, er det tydeligt for omverdenen, at her skal tages et hensyn. Men når vi snakker usynlige senfølger - som vi i dag ved, kan ende i angst, indlæringsvanskeligheder og lavt selvværd, hvis vi ikke gør en tidlig indsats - er der blot tilføjet en ekstra dimension til "kampen". Det er jo ikke lige til at se det, hvis man ikke lige ved det ...

At være en del af en børneflok på tre er Vilmas præmis og ramme for udvikling. Det står ikke til at ændre. Derfor er voksen-indsatsen i forhold til sensitive børn afgørende for, at barnet vokser op og får samme muligheder for udvikling som andre normaltfungerende børn. Jeg har fået en del henvendelse fra mødre, som har en fornemmelse af, at der er "noget galt" med deres barn. Jeg vil virkelig opfordre til, at man søger hjælp til at udrede den fornemmelse. Jeg kender alt for godt følelsen af at blive opfattet som en pylret forælder med tendens til at sygeliggøre mit barn. Tro mig, du vil ikke tilgive dig selv, hvis du vælger ikke at handle på det, du kan se og mærke. Du kender dit barn bedst. Fagpersoner kan støtte dig. Sammen kan I ændre rammerne for dit barns liv.

For mere information, kan jeg anbefale følgende sider for gode råd, litteratur og kurser:
www.hsp-foreningen.dk
www.sensitiv.dk
www.praematur.dk

At tegne er en aktivitet, man ved, kan hjælpe til at skabe ro.
Vilma  elsker at tegne - helt ud i hjørnerne!