Ved godt, der allerede har været en del fødselsdag på bloggen i denne uge. Men i dag er endnu en festdag hjemme hos os - min ældste datter fylder 8 år (beklager virkelig over for både børn og familie, at det ikke lykkedes at få lidt mere spredning på festivitasen!!). Og hun har i løbet af dagen spurgt til, hvornår hun så skulle have en mobiltelefon? Hvortil, jeg så kunne svare, at jeg selv først fik sådan et apparat, da jeg var 25. Så der er længe til, det bliver hendes tur ...hæ hæ.
Søde mormor og morfar lyttede på de to mindste, mens de sov, så fødselsdagsbarnet og hendes forældre for en gang skyld kunne lege trekløver igen, shoppe uden klapvogn og løbeture mod rulletrappen - og nyde frokosten i ro og fred. Og dog.
For lige som vi sad der på restauranten og jeg - som så mange gange før - ville bestille mad til mig selv og min datter, afbrød hun mig og sagde "stop - det vil jeg selv bestille!". Bum. Sagde helt overlegent og voksen-agtigt "jeg vil gerne have nachos med ost og en lille Fakse kondi". Uden den mindste slinger eller bævren i stemmen.
Man vil altid være nogens mor. Men lige pludselig har nogen bare lidt mindre brug for en. Det er altså en mærkelig følelsen. Men den vej skal vi vel alle? Og det er vel et tegn på, at man har puttet en god portion selvtillid i ungen??
lørdag den 19. januar 2013
torsdag den 17. januar 2013
2-års fødselsdag - startskuddet til en mere rolig fremtid?
Igår fyldte min to mindste poder 2 år. Og selvom vi fejrede dagen med de obligatoriske rundstykker, morgensang, gaver, eftermiddagskage og lækker aftensmad, så var der ingen tvivl om, at hvis det stod til Vilma & Bertram ja, så ville en helt almindelig dag have været at foretrække.Derfor var ældstedatteren også meget skuffet. Og synes slet ikke, at vi hyggede os på den rigtige fødselsdagsagtige måde. Vi forsøgte at skabe den der helt særlige fødselsdagsstemning - men det er altså ikke let, når dem det drejer sig om, siger "nej syng", når vi råbte hurra - og hellere ville have havregryn frem for friskebagt brød til morgenmad.
Fejret, det blev de. Og min mand Søren og jeg var til det føromtalte møde med kommunen og et hav af fagfolk inden for det pædagogiske/børneområdet. Måske var mine forventninger til mødet meget små - frygtede lidt, at det skulle blive en kamp at få garvede fagfolk til at være åbne over for det resultat, ergoterapeuten er kommet frem til.
Det blev et godt møde. Ørene var åbne. Jeg fortalte kort forløbet for Vilmas ankomst til verden, den første tid, udvikling, trivsel og adfærd. Og trods det, at vi sad blandt en flok med flere årtiers erfaring, og dermed også berøring med præmature børn, var konklusionen klar; det arbejde og de resultater, ergoterapeuten var kommet frem til ift. Vilma, var ny viden for alle. Jo jo, de havde da en bog om senfølger stående på hylden hos dagplejen - men der er lang vej derfra til at forstå, hvordan denne viden skal omdannes til relevante hensyn i dagligdagen.
Der skal i virkeligheden mange små forandringer til for, at Vilma kan udvikle sig på lige fod med andre børn. Det svære er, at disse forandringer ikke ligner den pædagogik, vi i Danmark anvender i de fleste kommunale institutioner og skoler. Traditionelt arbejder vi pædagogisk set meget med fokus på begreber som struktur, stimulering, motorik, bevægelse, sprog, sociale relationer - ift. Vilma skal vi stort set arbejde med fokus på det stik modsatte: skabe ro (ift. lyd), undgå overstimulation, begrænsing af aktivitet, fjern unødig tale, skabe rammer for enetid (ro).
Der er ingen tvivl om, at det arbejde, der ligger foran os ift. Vilma, bliver et langt sejt træk. Virkningen kan vi tidligst se de første tegn på om 2-3 måneder. Præcis, hvad der vil virke, ved vi ikke. Vi arbejder ud fra en lang række retningslinjer opdelt på situationer, som hun typiske oplever i løbet af en dag; skiftning, bad, leg, spisning, søvn osv. Det hele er stadig lige så diffust, som det måske lyder. Men vi er allerede i gang med flere konkrete tiltag herhjemme - og har ændret flere af de rammer, der omgiver Vilma i hverdagen.
Så jeg er positiv. Og glad for, at vi nu i samlet flok skal hjælpe Vilma til mere ro og bedre søvn. Spændt på, hvad fremtiden bringer. Stolt af alt det, hun allerede mestrer. Og selvom jeg stadig skal bruge lidt på tid på helt at forlige mig med tingenes tilstand, får jeg trods alt følelsen af at have gjort et eller andet rigtigt, når hun ligger hovedet på skrå, kigger mig dybt i øjnene og siger "miiin moor" og giver mig et varmt knus.
Min Vilma.
tirsdag den 15. januar 2013
Vi vidste det jo godt - vi vidste bare ikke, hvad det var. Om usynlige senfølger ved for tidlig fødsel.
Jeg har en underlig følelse i kroppen i dag. Følelsen af lettelse - i skøn forening med alvor, vrede og stor sorg. Igår havde vi besøg af en børne-ergoterapeut, som i samarbejde med os har observeret, snakket og analyseret - og holdt dette arbejde op mod forskningsresultater, videnskaben og egne erfaringer. Målet var at klarlægge om, vores yngstedatter har senfølger af præmatur fødsel. Og der er ingen tvivl; det har hun.
På den ene side er det en stor sorg. At vide, at ens barn mod sin vilje er kommet for tidligt til verden og nu skal lære at leve med konsekvenserne. Og at vi som familie vil være præget af dette mange år frem. På den anden side er det en befrielse at få bekræftet den fornemmelse, vi har haft længe uden, at vi kunne sætte ord på, hvad det var - og som det derfor var svært for andre omkring os at forstå og handle ud fra. Men der var et eller andet, som gjorde, at Vilma reagerede uhensigtsmæssigt i nogle bestemte sammenhænge f.eks. ved søvn, skift i hverdagen osv. Og her taler vi altså mere end andre "normale" børn!
Allerede nu er jeg blevet en hel del klogere. Jeg kan se, at vi ubevidst og bevidst har gjort en masse tiltag for og omkring hende, som har betydet, at hun har udviklet sig ekstremt godt motorisk, i forhold til tale og kommunikation - og med stor selvstændighed. Dette er uden tvivl en stor fordel for Vilmas generelle udvikling og trivsel indtil nu - og i forhold til fremtiden.
Men som noget nyt forstår jeg nu, at Vilma ofte bruger den fysiske aktivitet uhensigtsmæssigt, fordi hun kompenserer for det umodne nervesystem, hun er født med. Hvor sortering i sanseindtryk er en uoverskuelig opgave. Hvor alarmklokkerne i nervesystemet pludseligt aktivreres f.eks. ved en uventet (og sanseligt set overvældende) berøring, høje eller uventede lyde, forandringer/ændringer i dagligdagen osv.
Da Vilma var mindre, opfattede mange hende som lidt sky og afvisende. Især sammenholdt med brormand, som er mere umiddelbar og ligefrem. Til tider! For andre gange er det stik modsat - så har Bertram brug for en pause fra snak, leg og bevægelse. Forskellen er blot, at hans system forstår at finde ro til at bearbejde sanseindtryk. Det kan Vilma ikke.
Derfor er det afgørende for Vilmas udvikling, at vi voksne omkring hende forstår at skabe rammer for, at hun selv kan søge ro. Hun skal ikke kompensere for sit umodne system med øget fysisk aktivitet. Hun skal selv vise vejen til at skabe ro, når hun har behov for det. Og vi voksne omkring hende skal skabe muligheden for, at hun kan finde denne ro - under en løbende observation, hvor vi lærer at tolke hendes signaler, så hun netop undgår hyperaktivitet som kompensation. Giver det mening?
Hvis Vilma skal have muligheden for at udvikle sig på lige for med andre børn, er der behov for en ændring - et skifte - i pædagogikken, som bruges ift. hende. Hvor jeg selv tidligere troede, at struktur, rutiner og regelmæssighed var afgørende for trivsel, forstår jeg nu, at verden ikke er helt så simpel. Disse faktorer er super gode til at skabe ro, når der er rod i hovedet på et barn.
Vilma har ikke rod i sit hoved. Men hun mangler ro pga. en meget lav sanse-tærskel. Selvfølgelig har hun - som alle andre børn - gavn af rutiner og struktur. Men mere vigtigt er det at kunne læse hendes adfærd. Hun har nøglen til, hvordan hendes udvikling får de mest optimale præmisser. Og som fagpersoner og forældre omkring hende, skal vi lære at aflæse disse signaler og handle på dem. Så hun får rammerne for at udvikle sig.
Virkeligheden er blot, at når man først har sluppet hospitalet efter indlæggelse som følge af for tidlig fødsel, så har man som forældre kun sig selv at stole på ift. de observationer, man (måske!) gør sig omkring barnet. Det handler ikke om ond vilje fra det offentlige system. Det handler efter min mening om mangel på viden - specielt på det område, som går under betegnelsen "usynlige senfølger", som Vilma lider af. For på sin vis, er det "nemmere" at fejle noget, som alle tydeligt kan se - og som derfor kan diagnosticeres.
Det handler ikke om at sygeliggøre Vilma. Men hvis vi ikke hjælper hende nu til en optimal udvikling, er der stor sandsynlighed for, at hun får vanskeligheder senere i livet. Senfølger ses ofte op til 10 års alderen - men kan desværre også udvikle sig til en kroniske tilstand, hvis man ikke griber tidligt ind!
Pyha, det er stadig lidt flyvsk at beskrive. Og denne beskrivelse af problemet er også meget overordnet. Det kan være svært at vide præcis, hvilke tiltag der vil virke på Vilma. Men der er (desværre) ingen tvivl om, at forude ligger et stort, konstant arbejde for både dagpleje, familie og omverden, hvis disse senfølger skal minimeres - eller helt elimineres. Imorgen starter dette arbejde - med et møde i dagepleje-regi med pladsansvisning, pædagogisk leder, sundhedsplejerske og psykolog.
Selvom jeg ikke er i tvivl om, at jeg har en god fornemmelse for mine børn, synes jeg stadig, det kan være svært at være klar i mælet og stole på mig selv, når jeg føler, jeg skal forklare og forsvare mine observationer, bekymringer - og krav til ændring ift. mit barns hverdag. Så set ud fra det synspunkt, er det befriende nu også at have en fagpersons ord på, at Vilma rent faktisk har senfølger af for tidlig fødsel, en dokumenteret lav sanse-tærskel og derfor brug for hjælp. Håber, det er med til, at mine ord vejer lidt tungere i morgen til mødet ...vi får se.
På den ene side er det en stor sorg. At vide, at ens barn mod sin vilje er kommet for tidligt til verden og nu skal lære at leve med konsekvenserne. Og at vi som familie vil være præget af dette mange år frem. På den anden side er det en befrielse at få bekræftet den fornemmelse, vi har haft længe uden, at vi kunne sætte ord på, hvad det var - og som det derfor var svært for andre omkring os at forstå og handle ud fra. Men der var et eller andet, som gjorde, at Vilma reagerede uhensigtsmæssigt i nogle bestemte sammenhænge f.eks. ved søvn, skift i hverdagen osv. Og her taler vi altså mere end andre "normale" børn!
Allerede nu er jeg blevet en hel del klogere. Jeg kan se, at vi ubevidst og bevidst har gjort en masse tiltag for og omkring hende, som har betydet, at hun har udviklet sig ekstremt godt motorisk, i forhold til tale og kommunikation - og med stor selvstændighed. Dette er uden tvivl en stor fordel for Vilmas generelle udvikling og trivsel indtil nu - og i forhold til fremtiden.
Men som noget nyt forstår jeg nu, at Vilma ofte bruger den fysiske aktivitet uhensigtsmæssigt, fordi hun kompenserer for det umodne nervesystem, hun er født med. Hvor sortering i sanseindtryk er en uoverskuelig opgave. Hvor alarmklokkerne i nervesystemet pludseligt aktivreres f.eks. ved en uventet (og sanseligt set overvældende) berøring, høje eller uventede lyde, forandringer/ændringer i dagligdagen osv.
Da Vilma var mindre, opfattede mange hende som lidt sky og afvisende. Især sammenholdt med brormand, som er mere umiddelbar og ligefrem. Til tider! For andre gange er det stik modsat - så har Bertram brug for en pause fra snak, leg og bevægelse. Forskellen er blot, at hans system forstår at finde ro til at bearbejde sanseindtryk. Det kan Vilma ikke.
Derfor er det afgørende for Vilmas udvikling, at vi voksne omkring hende forstår at skabe rammer for, at hun selv kan søge ro. Hun skal ikke kompensere for sit umodne system med øget fysisk aktivitet. Hun skal selv vise vejen til at skabe ro, når hun har behov for det. Og vi voksne omkring hende skal skabe muligheden for, at hun kan finde denne ro - under en løbende observation, hvor vi lærer at tolke hendes signaler, så hun netop undgår hyperaktivitet som kompensation. Giver det mening?
Hvis Vilma skal have muligheden for at udvikle sig på lige for med andre børn, er der behov for en ændring - et skifte - i pædagogikken, som bruges ift. hende. Hvor jeg selv tidligere troede, at struktur, rutiner og regelmæssighed var afgørende for trivsel, forstår jeg nu, at verden ikke er helt så simpel. Disse faktorer er super gode til at skabe ro, når der er rod i hovedet på et barn.
Vilma har ikke rod i sit hoved. Men hun mangler ro pga. en meget lav sanse-tærskel. Selvfølgelig har hun - som alle andre børn - gavn af rutiner og struktur. Men mere vigtigt er det at kunne læse hendes adfærd. Hun har nøglen til, hvordan hendes udvikling får de mest optimale præmisser. Og som fagpersoner og forældre omkring hende, skal vi lære at aflæse disse signaler og handle på dem. Så hun får rammerne for at udvikle sig.
Virkeligheden er blot, at når man først har sluppet hospitalet efter indlæggelse som følge af for tidlig fødsel, så har man som forældre kun sig selv at stole på ift. de observationer, man (måske!) gør sig omkring barnet. Det handler ikke om ond vilje fra det offentlige system. Det handler efter min mening om mangel på viden - specielt på det område, som går under betegnelsen "usynlige senfølger", som Vilma lider af. For på sin vis, er det "nemmere" at fejle noget, som alle tydeligt kan se - og som derfor kan diagnosticeres.
Det handler ikke om at sygeliggøre Vilma. Men hvis vi ikke hjælper hende nu til en optimal udvikling, er der stor sandsynlighed for, at hun får vanskeligheder senere i livet. Senfølger ses ofte op til 10 års alderen - men kan desværre også udvikle sig til en kroniske tilstand, hvis man ikke griber tidligt ind!
Pyha, det er stadig lidt flyvsk at beskrive. Og denne beskrivelse af problemet er også meget overordnet. Det kan være svært at vide præcis, hvilke tiltag der vil virke på Vilma. Men der er (desværre) ingen tvivl om, at forude ligger et stort, konstant arbejde for både dagpleje, familie og omverden, hvis disse senfølger skal minimeres - eller helt elimineres. Imorgen starter dette arbejde - med et møde i dagepleje-regi med pladsansvisning, pædagogisk leder, sundhedsplejerske og psykolog.
Selvom jeg ikke er i tvivl om, at jeg har en god fornemmelse for mine børn, synes jeg stadig, det kan være svært at være klar i mælet og stole på mig selv, når jeg føler, jeg skal forklare og forsvare mine observationer, bekymringer - og krav til ændring ift. mit barns hverdag. Så set ud fra det synspunkt, er det befriende nu også at have en fagpersons ord på, at Vilma rent faktisk har senfølger af for tidlig fødsel, en dokumenteret lav sanse-tærskel og derfor brug for hjælp. Håber, det er med til, at mine ord vejer lidt tungere i morgen til mødet ...vi får se.
søndag den 13. januar 2013
Da mor var barn, kostede rustne søm kun en krone!
Jeg overgiver mig! Det var sgu sjovt at se mine gamle klassekammerater - og på sin vis føltes det som om, tiden havde stået stille - selvom det er 22 år siden, vi forlod 9A på Jellebakkeskolen i Risskov. (Næsten) alle kunne kende hinanden (lidt forvirring omkring Martin/Mads - med skæg er alle katte jo grå!). Ja, flere af os var vist blevet lidt mere grå i det. Og ældre, mere modne - altså, modne som i, at vi nu forstod begreber, mennesker og relationer, som vores teenage-hjerner ikke kunne kapere.
Efter en runde, hvor vi hver "kort" opsummerede de sidste 22 års gøren og laden, stod det klart, at vores klasselærer Lars har spillet en stor rolle i vores måde at tænke verden. Han var dengang i starten af 80´erne en lidt anderledes lærer end man så dem flest. Han ønskede at fremme vores kreativitet og derigennem lære os, at der er plads til alles fortolkninger af livet. Dermed ikke ment, at ens egen holdning er den rene sandhed - nej, mere på den måde, at vi oplever verden forskelligt, vi har forskellige ressourcer og formålet er at lære, hvordan man udnytter dem bedst. På sin helt egen måde - så det giver mening for en selv.
Vi var vist også en af de første skoler, hvor skoledagen var bygget op af moduler (45 min) i stedet for timer. Vi havde feature-uge, arbejdede i projektgrupper, optog video, lavede radio, så film og spiste rustne søm (dengang kostede de vist kun en krone eller to stykket! Ja, sådan var det, da mor var barn!!).
Der sad vi så. En flok voksne mennesker, og følte os 15 år igen. Men tiden havde jo ikke stået stille. Og der er kommet et hav af børn, uddannelser, rejser, ægteskaber og skilsmisser ind i vores liv. Alligevel var det super hyggeligt at få et indblik i de andres verden, for de er jo allesammen en del af min egen historie. Og har været med til at gøre mig til den, jeg er i dag.
Tak for en fantastisk skjov aften. Håber de små filmklip bliver i de rette hænder :) Dejligt at opleve, at snakken gik højlydt og, at vi stadig siger hinanden noget. Vi har trods alt delt barndom og ungdom.
Efter en runde, hvor vi hver "kort" opsummerede de sidste 22 års gøren og laden, stod det klart, at vores klasselærer Lars har spillet en stor rolle i vores måde at tænke verden. Han var dengang i starten af 80´erne en lidt anderledes lærer end man så dem flest. Han ønskede at fremme vores kreativitet og derigennem lære os, at der er plads til alles fortolkninger af livet. Dermed ikke ment, at ens egen holdning er den rene sandhed - nej, mere på den måde, at vi oplever verden forskelligt, vi har forskellige ressourcer og formålet er at lære, hvordan man udnytter dem bedst. På sin helt egen måde - så det giver mening for en selv.
Vi var vist også en af de første skoler, hvor skoledagen var bygget op af moduler (45 min) i stedet for timer. Vi havde feature-uge, arbejdede i projektgrupper, optog video, lavede radio, så film og spiste rustne søm (dengang kostede de vist kun en krone eller to stykket! Ja, sådan var det, da mor var barn!!).
Der sad vi så. En flok voksne mennesker, og følte os 15 år igen. Men tiden havde jo ikke stået stille. Og der er kommet et hav af børn, uddannelser, rejser, ægteskaber og skilsmisser ind i vores liv. Alligevel var det super hyggeligt at få et indblik i de andres verden, for de er jo allesammen en del af min egen historie. Og har været med til at gøre mig til den, jeg er i dag.
Tak for en fantastisk skjov aften. Håber de små filmklip bliver i de rette hænder :) Dejligt at opleve, at snakken gik højlydt og, at vi stadig siger hinanden noget. Vi har trods alt delt barndom og ungdom.
lørdag den 12. januar 2013
Møde med fortiden ...
Måske derfor er det altid lidt med blandede følelser, at jeg dykker ned i fortiden. På den ene side er det trygt og sjovt at snakke om gamle dage og skøre episoder fra "dengang". På den anden side så gider jeg ikke svælge i gamle mønstre og igen befinde mig i den rolle, jeg ofte havde som barn. Som den, der brugte humor som adgang og overlevelse. Og til tider stadig gør det.
Men måske bliver mine forventninger gjort til skamme. Måske hopper vi let og elefant over fortiden og finder hinanden i nutiden. For vi kender jo faktisk hinanden ret godt. Og jeg tror, de fleste synes, vi havde en god klasse i folkeskolen. Et super udgangspunkt for at have det sjovt; at man faktisk synes om hinanden og har lyst til at ses igen - her 22 år efter, vi sagde farvel efter 10 års konstant samvær. Pyha, det er tæt på at være det længste forhold, jeg har haft til dato - kun overgået af forholdet til min mand, som i år "fylder" 12 år!
Vi ses til festen - jeg lover at komme glad :)
onsdag den 9. januar 2013
Grød til Krudtugler - i nyt design.
Til alle, som ikke kender Aurions Krudtuglegrød, kan jeg kun sige; kom afsted til Helsekosten og køb! Et sundt og mættende alternativ til stiv havregrød og bløde cornflakes. Og nu også i ny, funky emballage. Ja, hvem sagde, det var kedeligt at være biodynamisk?Ældstebarnet fik grøden serveret i vuggestuen i Aarhus, hvor vi lærte den at kende. Den indeholder speltflager, havregryn, enkornsflager, hakkede dadler, hybenspulver og fintskårne brændenælder - og kan både koges til grød og bruges som müsli. Alt økologisk.
Fås i to størrelser, 1200 gr. og 700 kr, - den mindste til 40 kr.
Mors dag version 2.0
Hjemme hos os fejrer vi normalt ikke mors dag. Men dagen i går, tror jeg nu alligevel, går ind under betegnelsen ...Jeg gjorde ting, jeg ikke har haft tid til i evigheder. Såsom at smøre kroppen ind i mudder og bare stå under bruseren uden, at en eller anden er på vej ind under vandet på strømpefødder. Og tiden på badeværelset er vigtig i min verden. Det er det eneste rum, hvor jeg rent faktisk kan låse døren med god samvittighed. Mmmm, alone at last. Allll alone ...
Startede formiddagen med god kaffe med varm skummetmælk (og den smager stadig helt fantastisk!) på Barresso, mens jeg kiggede på mennesker, som halser forbi. HA - det er de andre, der har travlt! Jeg fordriver (ikke af forveksle med at spilde!) tiden med min mand, mens vi venter på, at Magasin åbner, så vi kan få startet på dagens shoppingtur. Nyder de lyde, der følger med en storby, som vågner. Opdager, at jeg har savnet dem.
Starter helt efter bogen med at købe noget, som ikke er på udsalg. Men det er til mig selv, så hvad gør det!? 1 stk. fin natkjole er allerede smidt til vask. Magasin roder. Og når ting kun er sat 20-30% ned, så skal de sgu ikke rode. Så får jeg det sådan, at så vil jeg hellere betale fuld pris - for nye forårsvarer, som ligger pænt. Lidt autist, er man vel.
Køber skjorter til min mand, bukser til min søn, jakke til min ældste datter. Og når lige akkurat (læs: kun 10 minutter forsinket) aftalen på Nordisk Spisehus, hvor vi får små lækre, enkle retter med rigeligt smør - og som viser sig ikke at være mere enkle end at, jeg må skippe desserten. Helt ærligt. Til gengæld drikker vi ingefær-saft med bobler, direkte importeret fra Mols. Og det smager så englene synger. Ohøj!
Når lige akkurat (læs: nu 5 min forsinket) min aftale hos Helle Thorup Spa. Da pulsen er faldet efter løbeturen, får jeg den meste beroligende ansigtsmassage, udført at kyndige hænder, som sidder på en lille, ung, mørk kvinde; Mette. Hun har forstået, hvad wellness er - for dælen, det er godt!
Halvanden time senere står jeg i finregn på gaden midt i Aarhus. Når lige et par butikker mere, inden jeg sidder i toget på vej hjem til mand & børn. Som er hentet, mens jeg lå og fedede den. Af manden og svigermoren.
Efter igår har jeg opdaget, hvor lidt jeg har nydt livet - her tænker jeg ikke på livet med min familie, for der er jeg jo nærmest konstant til stede. Nej, jeg tænker mere på de ting, som jeg oplever som luksus; at spise god mad i fred & ro. At shoppe tøj til mig selv. At mærke byens puls. Være en del af verden - med lille mig som omdrejningspunkt (og ikke mine børn). Med andre ord; pleje mig selv!
Det skal være mit nytårsforsæt; mere Line-tid til Line. Og flere penge. Shopping gør muligvis ikke en mere glad. Men derfor er det da meget sjovt alligevel ...
Startede formiddagen med god kaffe med varm skummetmælk (og den smager stadig helt fantastisk!) på Barresso, mens jeg kiggede på mennesker, som halser forbi. HA - det er de andre, der har travlt! Jeg fordriver (ikke af forveksle med at spilde!) tiden med min mand, mens vi venter på, at Magasin åbner, så vi kan få startet på dagens shoppingtur. Nyder de lyde, der følger med en storby, som vågner. Opdager, at jeg har savnet dem.
Starter helt efter bogen med at købe noget, som ikke er på udsalg. Men det er til mig selv, så hvad gør det!? 1 stk. fin natkjole er allerede smidt til vask. Magasin roder. Og når ting kun er sat 20-30% ned, så skal de sgu ikke rode. Så får jeg det sådan, at så vil jeg hellere betale fuld pris - for nye forårsvarer, som ligger pænt. Lidt autist, er man vel.
Køber skjorter til min mand, bukser til min søn, jakke til min ældste datter. Og når lige akkurat (læs: kun 10 minutter forsinket) aftalen på Nordisk Spisehus, hvor vi får små lækre, enkle retter med rigeligt smør - og som viser sig ikke at være mere enkle end at, jeg må skippe desserten. Helt ærligt. Til gengæld drikker vi ingefær-saft med bobler, direkte importeret fra Mols. Og det smager så englene synger. Ohøj!
Når lige akkurat (læs: nu 5 min forsinket) min aftale hos Helle Thorup Spa. Da pulsen er faldet efter løbeturen, får jeg den meste beroligende ansigtsmassage, udført at kyndige hænder, som sidder på en lille, ung, mørk kvinde; Mette. Hun har forstået, hvad wellness er - for dælen, det er godt!
Halvanden time senere står jeg i finregn på gaden midt i Aarhus. Når lige et par butikker mere, inden jeg sidder i toget på vej hjem til mand & børn. Som er hentet, mens jeg lå og fedede den. Af manden og svigermoren.
Efter igår har jeg opdaget, hvor lidt jeg har nydt livet - her tænker jeg ikke på livet med min familie, for der er jeg jo nærmest konstant til stede. Nej, jeg tænker mere på de ting, som jeg oplever som luksus; at spise god mad i fred & ro. At shoppe tøj til mig selv. At mærke byens puls. Være en del af verden - med lille mig som omdrejningspunkt (og ikke mine børn). Med andre ord; pleje mig selv!
Det skal være mit nytårsforsæt; mere Line-tid til Line. Og flere penge. Shopping gør muligvis ikke en mere glad. Men derfor er det da meget sjovt alligevel ...
torsdag den 3. januar 2013
Detox forklædt i østens mystik - downtown Aarhus.
"Tak for en god oplevelse", sagde jeg. Men tænkte mere "What?!". Og så gav behandleren mig det mest akavede venligheds-knus midt i, hvad der må være østjyllands buddhistiske centrum. Med orange svampe-malede vægge, et guld-alter und alles!
Kort tid forinden lå jeg der på briksen. Kun iført papirtrusser og smurt ind i fire forskellige cremer, som efter sigende skulle sætte gang i en detox af kroppen. Først duftede det godt. Så hundefrøs jeg. Og til sidst svedte jeg tran. Meget mærkelig oplevelse. Men satser på, det er startskuddet til et nyt år, som ikke bare skal handle om overlevelse. Men som byder på gode timer sammen med min familie og mine venner. Mere grin end gråd. Mere søvn end gråd. Mere sjooov. Et dejligt nyt meningsfyldt arbejde sammen med nogle søde mennesker ...kom kom.
Mens jeg lå fikseret der i den buddhistiske lejr, så spurgte jeg lidt til behandlerens egen uddannelse og erfaring. Og hun fortalte helt stolt, at hun havde været på et kursus i mindfulness, men opdagede meget hurtigt at hun faktisk havde fuldstændig styr på begrebet - og derfor havde hun ikke rigtig brug for at fortsætte uddannelsen ...hmmm, bør jeg være bekymret? Har taget et bad efterfølgende. Hvis nu ... Under alle omstændigheder har jeg "tabt" 12, 5 cm. Så det altså selv - den er go´ nok!
Hvis der stadig er nogen, som gerne vil prøve en tur efter denne gribende anmeldelse, så siger I bare til!
Abonner på:
Opslag (Atom)