Omsorgssvigt eller nedprioritering?

Man kan kalde det omsorgssvigt. Man kan kalde det nedprioritering.

Og ja, det er vel egentlig på en måde også det, det er.

Faktisk er det så længe siden, jeg har skrevet på bloggen, at jeg næsten havde glemt passwordet til min blogger-konto.

Men du er ikke glemt, kære blog. Du har været i mine tanker. I mine overvejelser. For og imod. Skal jeg fortsætte med at skrive? Skal jeg sige tak for nu og starte på nye eventyr?

Der er blogs, som lever længe i blogland. Der er andre, som på en eller anden måde hører en tid til. Jeg tror ikke altid, du ved hvilken type din blog er, når du går i gang med at blogge. Det viser sig bare med tiden.

Sådan har det også været for mig. Jeg har masser på hjerte. Også om livet som tvillingemor. Men jo ældre de bliver, er de egentlig mere "bare" Vilma & Bertram." Selvstændige individer, der er så forskellige, at jeg ikke længere tænker særlig meget over, at de tilfældigvis har fødselsdag samme dag.

Det er ikke fordi, dagligsdagsudfordringer forsvinder som dug for solen bare fordi, ungerne bliver større. Snarere tværtimod. De bliver større. Og mere overvældende. Og mere alvorlige. Fordi, beslutningerne på en eller anden måde præger deres fremtid på en mere kontant måde. Og fordi, de pludselig kan give svar på tiltale.

Der er sket meget i mit "børneliv." Men der er sket mindst lige så meget i mit "voksenliv." Min tid går mest med drømme om selvstædighed. Eller at gøre drømmen til virkelighed for at være helt præcis.

Lige nu arbejder jeg nogle faste timer om ugen i erhvervsforening, hvor jeg får berøring med de mennesker, som jeg har brug for at kende, hvis jeg gerne vil sælge mine ydelser lokalt.

Jeg er startet på Aarhus Universitet, hvor jeg skal følge to hold - det første handler om det danske sprogs opbygning og vores brug af sproget.

Samtidig arbejder jeg sammen med to flittige damer om at skabe et unikt produkt inden for salg, visuel kommunikation og social markedsføring, som vi forventer at lancere i starten af næste år.

Jeg har netop færdiggjort teksten til min kommende hjemmeside, næste opgave er logodesign, visitkort og så er det bare ud over rampen! Jeg har helt sikkert brug for jeres hjælp til at sprede budskabet - det håber jeg, I har lyst til!?

Så for nu bliver mine kræfter, tanker og energi lagt i mit nye firma "We like people", som arbejder med kommunikation til sociale medier og e-nyhedsbreve.

Fremtiden for bloggen står stadig i det uvisse. Måske behøver jeg heller ikke beslutte det endnu. Og imellemtiden kan jeg se, at mine indlæg stadig læses hver uge af nye læsere - og det er da dejligt at vide, de stadig inspirerer andre.

Stay tuned - og nyd det smukke efterår, der er på vej ...

Kærlig hilsen
Line

Husker du pladevat, grydelapper og symaskinekørekort? Håndarbejdets fremme lever måske stadig - også indeni mig?

Jeg husker ‘Håndarbejdets fremme’ som magasinet, der lå ved siden af symaskinen i folkeskolen. Mens store projekter som grydelapper og muleposer kørte gennem maskinen næsten uden hænder!

Hvis man altså havde kørekort til ’den store maskine‘! Og det havde jeg!

Kvaliteten af arbejdet var noget svingende. Syninger, der gik op. Knapper, der faldt af. Pladevat, som stikkede ud alle mulige utænkelige steder.

Måske derfor har jeg aldrig tænkt på mig selv som den store håndarbejdstype.

Alligevel må jeg jo sande, at nye Liberty-stoffer direkte importeret fra London vælter ind af postkassen som input til sommerens DIY-projekt. Hvis du er på instagram, kan du se mønstrene under min profil 

Og sådan en eftermiddag, hvor der pludselig viser sig ro og tid til at bage, synes jeg, det er fedt at lave lækkert brød til eftermiddags-hyggesnack til mig selv og mine unger.

Så i dag kom jeg tanke om en super nem opskrift på sunde knækbrød, som selv mine unger på 2,5 har været med til at lave uden, at alt gik og i hat og briller. Stort succeskriterier hjemme hos tvillingefamilien!

Jeg har blogget om det før, så opskriften finder ud lige her.

Denne gang blev opskriften tilført god vanillesukker, så lige nu spreder der sig den sødeste duft i hele rækkehuset.

Her er ældstedatteren i fuld sving ...

Stimulerer eller overstimulerer du dit barn?

Vi triller dem på bolde, vi hjælper dem med at rulle. Vi lærer dem at hoppe, danse, løbe, synge og snakke. Det er en helt naturlig del af det at være forældre. Og en del af opgaven for fagpersonale i dagpleje, vuggestue og børnehave.

Med andre ord; vi stimulerer dem. Og motorisk udvikling er nu en gang en af de måder, vi måler trivsel og succes. Succes som mor. Og succes som barn

For er vi nu gode nok til at stimulere ungen? Er barnet klogt og dygtigt nok til at præstere det, vi forventer? Det, som sundhedsplejersken forventer? Det, som vi som forældre - hvis ikke forventer så - håber på? Så vi stolt kan vise baby frem i mødregruppe og sige "jo, hun er vist lidt fremme i skoene" med et veltilfreds smil på læben.

Jeg anfægter ikke, at motorisk udvikling er et tegn på trivsel. MEN! Ja, for der er et men.


Jeg har nu lært, at selv den bedste motoriske aktivitet hos et barn ikke altid er et tegn på trivsel og fremgang. Men faktisk kan være et tegn på det modsatte. Forklaring følger her.

Det er forældrenes skyld!

Længe gik vi (mor og far) og troede, at det var vores skyld. At yngstedatteren ikke kunne finde ro om aftenen, når hun skulle sove. At hun ikke kunne klare eftermiddagene uden konstant gråd. At hun ikke havde overskud til at sætte sig til aftensmaden sammen med os andre og gennemføre et måltid stille og roligt. At hun virkede afvisende over for andre mennesker.

Vi skar derfor al overflødig aktivitet væk. Vi skar samvær med andre menenesker væk. Vi fulgte rutiner til punkt og prikke. Vi havde få planer, gav tid og plads til ro og fordybelse.

Og ja, det har da sikkert hjulpet os et stykke af vejen. Men de gode resultater og ‘den gode adfærd’ udeblev.

I dagplejen gik det godt. Irriterende godt. Næsten hver dag! Men når hun kom hjem, brød verden sammen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, vi ikke dunkede os selv i hovedet og gav os selv skylden for, at tingene ikke bare kørte derhjemme.

Indtil den dag, hvor vi blev klogere.

Fri leg er ikke altid godt!

En af de mest overraskende ting, jeg har lært omkring min egen datters sensitivitet er, at hun netop bruger motorisk aktivitet - altså, det er hun er super god til, og som alle andre ser udelukkende som et tegn på trivsel - til at dæmpe sit stressede nervesystem.

I lang tid var dette hendes (ubevidste) strategi for at håndtere den overstimulation, hun konstant var udsat for. Problemet var bare, at det høje aktivitetsniveau gjorde hende ude af stand til at finde ro. At give nervesystemet ro. At give ørene ro.

Hendes nervesystem var i en stress-tilstand efter en dag hos dagplejen - det var det, vi så reaktionen på derhjemme.

"Jamen, var det en dårlig dagpleje", tænker du måske?

Nej! Hun er det sødeste, mest kærlige menneske, man kan tænke sig. Omsorgsfuld og nærværende.

Men vi gjorde allesammen noget forkert i forhold til Vilma. Vi så hende ikke som det barn, hun er. Hun blev ikke forstået og mødt med de hensyn, hun har brug for, der bliver taget. For at hun kan udvikle sig på lige fod med alle andre børn!

Vi handlede bare ud fra den (manglende) viden, vi hver især havde. Som forældre og fagpersonale.

Jeg vil forsøge at forklare det, vi nu ved og forstår omkring Vilma ...

Særligt sensitive børn og overstimulation

Særligt sensitive børn bliver hurtigere overstimulerede end andre børn. De kan ikke bare fylde de ting, de oplever i ’Pytkassen‘ - for hos det særligt sensitive barn, bliver pytkassen hurtigt fyldt! Og hvordan tømmer man egentlig sådan en kasse?

Det særligt sensitive barn overstimuleres nemmere fordi, barnet bearbejder flere nuancer. De påvirkes mere af forandring, og de skal bruge længere tid på at bearbejde forandringen.

Selve skiftet, selve forandringen kan være en overstimulation i sig selv for det særligt sensitive barn! Tænk så på, hvor meget nyt der ofte følger med en forandring. Nye mennesker, omgivelser, påvirkninger, som barnet skal forholde sig til.

Forskningen viser, at barnets hjerterytme påvirkes ved overstimulation. Pulen stiger, de kan bliver mindre koordinerende, og barnets almene tilstand påvirkes negativt.

Ved det lidt større sensitive barn, bruger lægerne i dag konkrete øvelser, som kan påvirke hjerterytmen og får pulsen til at falde.

De mindre børn skal vi vokse omkring dem, hjælpe med at undgå overstimulation. Samtidig med, at vi sikrer, at de stadig udvikler sig og oplever nyt.

Det kræver faktisk konstant observation, så vi lærer at læse de særligt sensitive børns signaler.

Hvordan undgår dit barn overstimulation?

For det første ved man i dag, at det særligt sensitive barn har større evner for at tage ved lære og er mere ressourcefyldte end andre, når de IKKE er overstimulerede. Og dette er faktisk gaven for børn og voksne med det særligt sensitive personlighedstræk!

Så drop den store lektion, når barnet er i en tilstand af stress som følge af overstimulation! Skab ro omkring barnet og hjælp barnet med at dæmpe nervesystemet. Fjern eventuelt barnet fra dem eller det sted, som i situationen påvirker barnet negativt.

Det lyder enkelt, ik´?

Måden at undgå overstimulation er:
- mange små pauser i løbet af dagen (den vigtigste vej til at undgå overstimulation!)
- undgå tidspres
- indfør flere rutiner
- giv ro til at barnet kan integrere indtryk løbende gennem dagen
- skru ned for det generelle aktivitetsniveau
- lad barnet søge væk fra stimulation
- lær barnet strategier for at undgå overstimulation
- lær barnet at regulere følsomhed (hjælp barnet med at sætte ord på andre og barnets egne følelser og handlemotiver)


Hjemme hos os, har vi gjort forskellige tiltag for at hjælpe Vilma. Og vi kan efter nogle måneders indsats nu se, at det har en positiv effekt!

Hun får lov til at søge væk fra den situation, hun ikke kan håndtere fx. lader vi hende uden de store kommentarer gå fra bordet og lege lidt, hvis hun ikke virker helt klar til at spise.

Hun kommer på armen, hvis hun selv søger den fysiske kontakt. Ofte har hun brug for at hænge der lidt, finder ro og gør sig igen klar til at klare verden.

De dage, hvor hun naturligt er mere træt (fx hvis der er sket større forandringer), opfordrer vi hende til flere pauser. Og nu kan vi se, at hun selv er begyndt at komme til os og bede om ro/pause. Signalet er en pude og et tæppe, som kun er hendes - og som kan følge hende overalt, hvor hun færdes.

Vi lader Vilma føre ordet. Hun snakker og spørger, når hun har behov for det. Vi støtter hende i at bruge sproget til at lære og bearbejde indtryk. Men vi forsøger samtidig ikke at fylde mere på, stille yderligere spørgsmål, men blot støtte og bekræfte hende i det, hun siger og giver udtryk for, at hun oplever.

Vi sætter ord på andres motiver for adfærd - som har direkte negativ indflydelse på Vilma. Det skal forstås således, at Vilma får hjælp til at håndtere og forstå andres handlinger (overfor hende). Og vi giver Vilma plads til at interagere med andre børn i hendes tempo og på hendes præmisser.

Og meget meget andet - jeg kunne blogge længe om emnet. Håber, dette indlæg trods alt kan inspirere til at se dit særligt sensitive barn med nye øjne. Det fede er, at når vi begynder at ændre adfærd overfor barnet, så viser den positive effekt sig ret hurtigt og tydeligt. Ligesom det modsatte er tilfældet! Der er kontant afregning :)

Vind bogen "Moderskab som karrierefordel" af Kirsten Stendevad

Det var lige før, vi måtte forlade hus og hjem. Dengang vi fik to ekstra guldklumper i huset. Og vi overvejer da også stadig indimellem, om tiden er kommet til nye rammer og mere plads.

Det gode ved at tage ud og kigge på grimme huse er (for der er kun grimme huse til salg, hvor vi bor!), at man altid bliver så glad for at komme hjem igen. Til det lille hvide rækkehus i to etager. Med regulære rum, vedligeholdelsefrie materialer og søde naboer.

Så nu hvor vi alligevel ikke skal flytte, er den helt store oprydning gået i gang. For vi bliver NØDT til at skabe plads til de voksende poder og os selv.

Derfor har jeg nu været bogreolen igennem og taget alle de bøger om børn fra, som jeg ikke længere har brug for.

Så nu kan de blive dine!

Det næste stykke tid poster jeg løbende små konkurrencer, hvor du kan vinde bøgerne. Alt du skal gøre er at skrive her i kommentarfeltet eller på bloggens facebook-side, hvorfor netop du har brug for bogen.

Denne gang er det Kirsten Stendevads "Moderskab som karrierefordel", der er på højkant. Måske burde jeg egentlig læse den selv igen, men jeg har besluttet, den må videre i livet og glæde en anden mor.

Måske dig? Så deltag NU eller senest onsdag den 12/6 kl. 12.00 (vinderen offentliggøres her på siden).

Ved du, hvad dit barn ser i TV?

Egentlig skulle dette indlæg handle om overstimulation - og det gør det på sin vis også (men der kommer altså et indlæg kun om emnet på et senere tidspunkt.) 

Lige nu sker der bare noget i vores liv, som har en negativ indflydelse på den gode retning, vi netop var begyndt at se hos vores yngste "særlige" datter.

Hun udfordres lige nu på det, hun har allersværest ved; forandring.

Efter knap fem måneder hos en gæstedagpleje, er hun sammen med brormand tilbage hos den faste dagplejer. Og selvom hun er vendt "hjem" til vante omgivelser, er glad og har det godt, så er selve skiftet én lang overstimulation for hendes lille nervesystem.

Og den slags tager tid! 

Så vi er lige gået tre skridt tilbage. Bum.

Til der hvor hun græder om eftermiddagen og ikke kan finde ud af at spise aftensmad sammen med os andre, fordi hun bare ikke kan klare flere forandringer og nye indtryk. 

Til der hvor bare det at være til stede i kernefamilien er en stor social udfordring. 

Til der, hvor søvn og nætter påvirkes negativt.

Søvn, tv-kiggeri og særligt sensitive børn

Ja, det kommer nok ikke som den store overraskelse.

Særligt sensitive børn har mange urolige nætter og kan have meget svært ved at falde til ro. 

Ja tak, det har jeg opdaget. De kan tælles på en hånd - de nætter, jeg har sovet igennem (altså med 1-2 opvågninger) de sidste 2,5 år.

De fleste forældre ved, at børn bruger nætterne til at bearbejde dagens indtryk. Og eftersom særligt sensitive børn lettere påvirkes, har en god forståelsesevne og ikke mindst søger at genskabe orden, så vil deres drømme ofte også være meget livagtige og (naturligt) give urolige nætter.

Det der med at ville fikse verden, som jeg beskrev i mit forrige indlæg, er meget godt at have i baghovedet, når du sætter poden foran tv´et. 

For eftersom det særligt sensitive barn også har en større grad af medfølelse og forstår flere nuancer (og konsekvenser!) vil også det, der kører hen over tv-skærmen sætte dybere spor hos det særligt sensitive barn end hos andre jævnaldrende børn.

Faktum er, at visse scener fra tv kan give barnet mareridt - det afhænger dog altid af barnets udvikling og personlighed. 

Så har du et følsomt barn, så overvej hvad barnet ser på tv (mere end du normalt ville gøre :) TV kan sagtens være en god beskæftigelse, og mange oplever også, at det er med til at give deres barn ro (og let´s face it; forældrene mulighed for at tale sammen eller få hænderne fri til praktiske opgaver.)

Så tv-kiggeri er altså helt ok for det særligt sensitive barn. MEN - se de gode handlinger, for de giver ro og orden. Se evt. tv sammen med barnet og mærk efter, hvad der påvirker barnet. Ved det lidt større barn, kan I tale om, hvad I har set og dermed skabe ro og orden i barnets hoved, så det ‘svære’ ikke popper op senere i drømmeland.

Og så lige den sidste detalje; særligt sensitive børn har - om muligt - mere brug for søvn end andre børn. Her får nervesystemet fred for indtryk, stimuli og forandring. 

Det virker selvfølgelig lidt svært at nå i mål med den gode søvn, når barnet samtidig er disponeret for urolige nætter og mareridt, men måske skal vi voksne bare tænke på, hvor vigtigt det er for det særligt sensitive barns trivsel og udvikling, at vi prioriterer (og i mine øjne respekterer) at skabe de bedst mulige rammer for barnets restitution. 

Huahh - Chris MacDonald ville være stolt af mig lige nu - det her er lige vand på hans sundhedsmølle!

Hvor ofte presser du dit barn?

Måske kan du genkende denne her?

"Kom nu, du kan sagtens klare den store rutsjebane - mor griber dig." Eller hvad med denne her "det er altså NU, vi spiser, og der er INGEN mad senere - så kom du bare i gang med at spise!"

Jeg har selv været der. Og sagt lignende ting til mine børn. Presset dem på handling og tid. Fordi, jeg troede, de bare lige havde bestemt sig for, at de ikke gad spise, når maden stod på bordet. Eller at de manglede det sidste skub for at turde turen på den store rutsjebane.

Og jeg kommer stadig til det indimellem. Rundstyk. Jeg er IKKE den perfekte mor!

Som jeg skrev i mit forrige indlæg, kan man ikke opfylde krav, som man rent genetisk ikke er i stand til at indfri. Samtidig vil et særligt sensitivt barn pr. automatik gøre alt, hvad det kan for at leve op til de forventninger, andre har til dem. Det vil ofte ende i nederlag og lavt selvværd, hvilket forskningen viser, sætter dybere spor hos særligt sensitive børn end hos andre børn. Den onde cirkel snurrer allerede ...

Din opgave som forælder til et særligt sensitivt barn

Giv dit barn tid til at mærke sin styrke. Det er da nemt nok, ik´? - eller hva´?

Næste gang, du står der og råber for enden af rutsjebanen, så overvej, om du giver dit barn lov til at være den, det er - med det personlighedstræk, det er født med. 

Følelser forsvinder IKKE, når vi undertrykker dem. Og at føle sig accepteret handler også om, at barnet får lov til at føle det, barnet nu en gang gør. Uden at vi konstaterer følelsen over for barnet. 

Hvis du fx siger "jeg kan godt se, at du er sur over, at du ikke må få lov til at se tv", så har du som forælder allerede italesat, hvilken følelse barnet har/bør have. Igen opstår der rum for, at barnet føler sig misforstået og ikke accepteret, hvilket mere er reglen end undtagelsen, når vi taler særligt sensitive børn.

Giv barnet plads til alle typer af følelser - vi kan som sagt ikke lære de særligt sensitive børn at være mindre følsomme, men vi kan lære dem at håndtere følelserne. Så de også ved, hvordan de klarer en svær situation, når vi IKKE er på sidelinjen!

Hvad betyder social sensitivitet?

At være social sensitiv handler om, at barnet påvirkes i højere grad af omgivelserne end andre børn gør. Fordi, barnet er modtagelig overfor langt flere indtryk (rent neurologisk) og forstår ting, som andre jævnaldrende ikke evner.

Typiske kendetegn for sociale sensitivitet er:

• Er mere sensitiv overfor kritik (bliver lettere såret)
• Reagerer mere på andres humør
• Påvirkes i højere grad af stemningen omkring dem (også det usagte!)
• Er skarpe til at aflæse andre socialt
• Bruger ofte voksen-ord om egen eller andres tilstand
• Føler stærk empati for andre (tager andres smerte på sig, har svært ved andres konflikter)

Særligt sensitive børn har ofte en god forståelsesevne, kan let sætte sig ind i komplekse problemstillinger, er god til at udtænke løsninger og påvirkes lettere generelt.

De vil ofte gerne "fikse" verden og skabe orden og ro - og denne moralske sensitivitet hænger uløseligt sammen med det faktum, at de særligt sensitive børn er mere begavede end andre.

Ja, du læste rigtigt - mere begavede! Hvordan og hvorfor vil jeg forsøge at beskrive med egne ord i næste indlæg, hvor jeg også håber, jeg får tid til at dykke lidt ned i emnet overstimulation - som er det modsatte af, hvad mange skoler, børnehaver og vuggestuer praktiserer for at udvikle vores børn til at klare verden!

PS Vidste du, at det sagtens kan tage et særligt sensitivt barn tyve minutter at omstille sig til at spise aftensmad? Psykologerne taler om, at vi som forældre skal genkende ‘ja´et’ bag ‘nej´et’. Barnet bruger tiden på at omstille sig til den nye situation - og bliver altså ikke væk fra bordet for at drille dig! 

Hvis du presser barnet til at komme til bordet (og endnu værre; presser det til at spise!), starter du den uhensigtsmæssige (og onde!) cirkel for dit barns udvikling.

Der var lærere, som græd. Og jeg var målløs, vred, glad og blev rørt til tårer på bare fire timer.

Jeg holder det, jeg lover!

For det meste ihvertfald.

Og jeg har ikke glemt, at jeg på facebook lovede at fortælle mere om det seminar, jeg var til for et par uger siden. Om særligt sensitive børn.

Tror lige, at det hele skulle bundfælde sig. Efter seminaret var jeg helt overvældet af alle de historier, forskningsresultater, muligheder og begrænsninger, der blev fortalt om. I fire stive timer sugede jeg ny viden til mig. Side om side med pædagoger og lærere som smågræd over alle de fejl, de gennem tiden havde begået over for sensitive børn. Og allerede her kom dagens første pointe:

Det mest uhensigtsmæssige, du kan gøre over for et særligt sensitivt barn, er at undskylde for fortiden. De vil straks påtage sig din smerte og udvise stor empati for, at du angrer. Du får det muligvis lidt bedre - men du efterlader det sensitive barn netop der, hvor det IKKE skal være. I en situation, hvor det tager ansvar for andres velbefindende. De kan ikke lade være. Det ligger i deres natur.

I dette indlæg vil jeg forsøge at beskrive den mere faktuelle information omkring særligt sensitive børn. Senere vil jeg skrive andre indlæg om cases, værktøjer til dagligdagen mm.

Hvad vil det sige at være særligt sensitiv?

En af de største nyheder for mig var, at trækket "særligt sensitivt" er arveligt. Et medfødt personlighedtræk, som ca. 20% af befolkningen har arvet fra begge eller en af egne forældre eller bedsteforældre.

Det vil med andre ord sige, at hver femte af os har dette personlighedstræk. Det betyder også, at mennesker med dette træk går inden for normalområdet!

Der er altså IKKE tale om en sygdom, som kan diagnosticeres!

Forskningen viser, at der ikke findes grader af trækket - det vil fx sige, man kan ikke være lidt særligt sensitiv - enten har man trækket, eller også har man ikke. Men trækket kan vise sig på forskellige måder hos det enkelte barn. Og forstærkes i visse situationer fx hvis man bliver født for tidligt (ja, her spidsede jeg ører! Og det kommer jeg tilbage til "på et senere indlæg.")

Trækket ses ligeligt fordelt mellem drenge og piger.

I forskningens verden tester man trækket vha. elleve forskellige markører, som er forbundet med signalstoffer til hjernen, som styrer vores adfærd. Den slags test udføres kun til forskning, men der findes en række karkateristika, som kendetegner særligt sensitive børn, som kan hjælpe os med at fastslå, om barnet med stor sandsynlighed er født med personlighedstrækket.

Og dette er i virkeligheden mere interessant end selve gentesten. Fordi man i dag ved, at ændrer vi bevidst adfærd over for det særligt sensitive barn ud fra den viden, vi i dag har på området, så vil det særligt sensitive barn reagere markant positivt på forandringen.

Hvordan ved man, om ens barn er særligt sensitivt?  

En lang række karakteristika beskriver det særligt sensitive barn. Barnet skal ikke have alle kendetegn for at fastslå personlighedstrækket, men en overvægt. Her er et udpluk af de mest almindelige fysiske træk er:

• Reagerer på skarpt lys
• Reagerer på lyde (fx. ved megen uro, lider ofte af hovedpine)
• Reagerer på tøj/mærker i tøj, der kradser
• Bemærker små forandringer (svært at skjule noget for dem)
• Reagerer mere på smerte (mere følsom over for smerte)
• Brug for længere tid til at vænne sig til nye ting
• Mere følsom over for tidspres

Og så ligner særligt sensitive familier ofte hinanden meget rent fysisk (også når trækket springer et led over.)

Vi skal forstå særligt sensitiv på den måde, at hjernen kører hele tiden. Den finsorterer på et plan, ‘almindelige hjerner ’ ikke formår. Den optager indtryk, som andre hjerner ikke registrerer. Der er altså stor risiko for overload, fordi hjernen via nervesystemet overstimuleres. Og derfor oplever mange forældre naturligt nok også, at deres særligt sensitive barn bliver mere/hurtigere træt. Men hvad mon omverdenen opfatter?

Husk på, særligt sensitiv er et medfødt personlighedstræk, som allerede kan fastslås fra fosterstadiet. Vi taler altså genetik! Det betyder også, at særligt sensitive børn IKKE kan lære at være mindre følsomme, eftersom man ikke kan imødekomme krav, som man rent genetisk ikke kan efterleve! Vi voksne omkring dem kan i stedet lære dem, hvordan de skal håndtere deres følelser og lære dem strategier for at undgå overload i hjernen.

Er du forælder til et særligt sensitivt barn? Hvis ja, så har du en vigtig opgave foran dig!

PS næste gang jeg blogger om emnet, vil jeg forsøge at beskrive det, forskningen kalder "social sensitivitet". Og måske når jeg også at komme lidt mere ind på, hvordan sensitiviteten er en stor gave for alle, som er født med trækket!